Råt vejr ved Hellerups påske-regatta
Men luften var varm i dag, siger OK-sejler Günter Arndt til minbaad.dk. Han tog andenplads efter Jørgen Svendsen. Se resultater fra alle klasser.
Det regnede og blæste mellem 10-12 m/sek. fra syd i dag ved Hellerup Sejlklubs regatta GB Happy Easter Regatta 2012, hvor man nu kan se resultater.
I A-Cat vandt Jørgen Hansen fra Kolding overraskende over Thomas Paasch, i Yngling var det skipper Lucas Lier og gaster, der strøg til tops, i Melges 24 Søren Ebdrup og co.
I Drage, hvor kun to både deltog, var Peter Kampman bedst, mens det atter var Anders Nyholm og gaster, der var bedst i CB66.
I OK-jollen, der havde flest både med i stævnet med 27 tilmeldte, var Jørgen Svendsen bedst efterfulgt af Günter Arndt og Stefan Myralf.
Ingen ventetid i koldt vejr
Günter Arndt siger om sejladsen i dag:
- Det var ikke slemt at sejle i dag, vi skulle jo kæmpe i vinden, jeg vil tro der var 10-12 m/sek. Det var faktisk koldere at sejle om lørdagen, da var der sne da jeg kørte hjemmefra i Solrød Strand, siger den 44-årige OK-sejler, der vandt en Stelton lysestage og en Stelton røreskål.
Han slog fast at der ingen ventetid var mellem sejladserne i dag. Banerne, der blev lagt af den internationale dommer, Troels Wester-Fischer, lå som de skulle, forklarer han.
95 OK-joller er nu tilmeldt til VM
Günter Arndt forklarer videre, at Jørgen Svendsens sejr aldrig var i fare.
- Svendsen var relativ sikker i dag. Han var hurtig på læns, men ikke så hurtig på kryds, siger han.
Han ser nu frem til VM i juli i Vallensbæk, hvor 96 både nu er tilmeldt.
- Vi forventer at der kommer 120-130 til VM, så det satser jeg på i år, slutter han.
Hygge i Hellerup efter sejladsen i dag. Foto: Katrine Bertelsen
Den 95 kilo stærke ingeniør, Günter Arndt, sejler med kiwi-mast og båd, samt et dansk Green-sejl. Foto: Frank Visler