Påske-regatta - dommeren forklarer
Baneleder Troels Wester forklarer om startprocedure i sne og drejende vind. Se nyt galleri midt på minbaad.dk.
Mandagens sejladser til påske-regatta i Hellerup, stod i nogen kontrast til søndagens vejr, hvor baneledelsen havde problemer med skiftende vind fra flere retninger og sne.
Her på disse sider er A-Cat sejler Thomas Paasch, ked af ventetiderne søndag mellem sejladserne. Til det siger baneleder Troels Wester-Fischer.
- Vi ved godt, at det er koldt for sejlerne, at ligge og vente. Vi opvejer altid fordele og ulemper, og i søndags var der flest fordele ved at lægge lidt tid imellem starterne, fortæller Troels Wester.
- Ved at køre alle starter som en sekvens, er vi meget hårdt bundet op, og sker der f.eks. en individuel tilbagekaldelse, skal vi håndtere både det og en påbegyndt start, og det kræver noget mere mandskab, end det vi havde til rådighed. Vi vil også meget gerne kunne nå, at justere startlinjen mellem sejladserne, især når vinden er meget skiftende, slutter han.
Se billeder fra stævnet i Hellerup
Fedt, men koldt!
Mandag var vinden mere konstant fra en sydlig retning, og det blæste mellem 8-12 m/s med regn indimellem. Starterne kom som perler på en snor, og selvom det var hundekoldt og flere sejlere tog i land, var det – fedt, men koldt lød det fra flere sejlere vi talte med.
Hr. Lykke blev væk med OK-jollen!
Stævnet modtog to afbud, det ene kom fra den gamle redacteur Troels Lykke, der foretrak divaneseren, flødeboller og fodbold! Ak, ak, hvad skal det ikke ende med?
Til gengæld dukkede Valdemar Bandolowski op i sin Drage, og gav de to andre drager lidt konkurrence. Den hårde luft mandag fik A-Catterne til at blive hjemme, 12 m/s ligger noget over deres ydeevne.
Hårde starter
Der blev kæmpet hårdt på startlinjen, og især hos Ynglingene blev der råbt og kæmpet. Umiddelbart før en start kolliderede en Yngling med en Drage, det kostede Ynglingen et knækket topvant. Det var da også kun Ynglingene der fik en generel tilbagekaldelse.
Også hos CB66 og Melges24 var der indædt kamp om pladserne i den ene ende af startlinjen, men alle kom med over selvom der var flere, der var lige ved at blive tørret af på mærket.
Jørgen Ring sejlede hjem efter 1.sejlads mandag, hans gaster frøs om fingrene sagde han, men det er vist en offentlig hemmelighed at Jørgen Ring helst ikke sejler i over 11-12 m/s.
Ynglinge-pigerne Mille Brandt Jensen og Louise Venøbo sejlede twohand, og havde lidt problemer med for lidt vægt. Ikke desto mindre fik de en samlet 4.plads. Sejren i Yngling gik til Hellerup-holdet Lucas Lier, Emil Max Møller og Konrad Floryan.
Badeture og knækket rorpindsforlænger
Flere Okjolle-sejlere tog en badetur i det kolde vand, og en vild kæntring kostede en knækket rorpindsforlænger. Der var tre følgebåde på banen, der alle var travlt optaget af at lægge og justere bane, og senere slæbe havarister i havn.
Det blev Jørgen Svendsen fra Hellerup Sejlklub der tog 1.pladsen hos OKjollerne.
Alt i alt et godt stævne, omend lidt koldt. Deres udsendte var ombord på dommerbåden mandag, og kan fortælle om mange flotte præstationer og hårde kampe og drama i starterne. Det lover godt for resten af sæsonen, som nu er skudt i gang med maner.
Se alle resultater på Hellerup Sejlklubs hjemmeside.