Gå til hoved-indhold
Brødrene Bjørnholt, her til Hobie stævne i Middelfart, har taget sølv til de to foregående YSWC. Foto: Katrine BertelsenKapsejlads
Brødrene Bjørnholt, her til Hobie stævne i Middelfart, har taget sølv til de to foregående YSWC. Foto: Katrine Bertelsen

Fire danske både til start ved Ungdoms-VM

Det smager lidt af OL, når unge sejlere mødes i Dublin til ISAF Youth Sailing World Championchip (YSWC). Stævnet begynder i dag. Danmark stiller med fire både.

Af katrine bertelsen |

YSWC er årets højdepunkt for talentfulde sejlere under 19 år. I år sejles stævnet ud for den irske hovedstad Dublin i dagene 14. til 21. juli. Sejlere fra mere end 60 lande deltager, der sejles i otte klasser, hvoraf Danmark stiller til start i de fire.
 
- Det specielle ved YSWC er, at der kun er én nationsplads i hver klasse – præcis som ved OL. Der er ingen andre danske både, du kan gemme dig bag. Det er din præstation, det handler om, forklarer Dansk Sejlunions talentkoordinator, Jan Christiansen.

De danske deltagere

Danmarks fire deltagere ved YSWC er Daniel og Nicolaj Bjørnholt (Svendborg Sund Sejlklub) i Sirena SL16, Frederik Just Melson og Markus Oliver Nielsen (Middelfart Sejlklub) i 29er samt Céline Carlsen (KDY) og Tobias Hemdorff (Kaløvig Bådelaug) i Laser Radial.
 
Målrettede sejlere
Danmark er kvalificeret i flere klasser, men har valgt at samle kræfterne om nogle få sejlere, der både er talentfulde og samtidig har nogle langsigtede mål med sejlsporten.
 
”De sejlere, vi har udtaget til YSWC, har hver især et enormt udviklingspotentiale. Samtidig er de afklarede og indstillede på at træne målrettet mange år frem. Der er en god sandsynlighed for, at flere af dem sejler OL-klasser om fire år, siger Jan Christiansen.
 
På trænersiden er det Finn ”Beton” Jensen og Jacob Karstoft, der følger de danske både ved YSWC. En træningslejr i dagene op til stævnet har forberedt sejlerne på, hvad der er i vente.
 
- I mine øjne er stævnet specielt på to punkter. Det ene er, at der som regel er en forfærdelig masse protester og en jury, der har travlt med at uddele gule flag. Det er lidt hysterisk i forhold til, hvad sejlerne er vant til, og det hænger sammen med, at mange lande tillægger stævnet enorm betydning,” fortæller Finn Beton.

Jan Christiansen om de danske både ved YSWC

29er– Frederik Just Melson og Markus Oliver Nielsen, Middelfart Sejlklub


- Vi har været gennem et generationsskifte i 29er, hvor Frederik og Markus er to af de unge, der kommer til at rykke rigtigt meget fra nu af. Frederik og Markus er med for første gang ved YSWC, og de er nok ikke topkandidater denne gang, men de har et stort potentiale, og på sigt kan vi vente os meget af dem.


Laser Radial– Céline Carlsen (17 år), KDY

- Celine er en utrolig målrettet sejler. I forhold til hendes unge alder er hun ekstremt bevidst om, hvad hun vil. Hendes sejlerdrøm er OL, og hun er villig til at yde det, der skal til for at indfri drømmen. Hun har mange gode resultater, og hun er dygtig til hele tiden at vælge de rigtige stævner, der udvikler hendes potentiale. Det er anden gang, hun er med ved YSWC.
 
Laser Radial – Tobias Hemdorff (17 år), Kaløvig Bådelaug


- Tobias vandt VM i Europajollen i 2011. Han er et af de største naturlige sejlertalenter, vi har i Danmark. Han er taktisk stærk og læser sejladserne godt. Og så har han en dejlig uimponeret tilgang til sejlsporten. Han kan levere under pres. Ved YSWC kommer han op mod nogle sejlere med større rutine end ham, alligevel har han potentiale til at opnå et godt resultat.
 
Sirena SL16 – Daniel og Nicolaj Bjørnholt (17 år), Middelfart Sejlklub


- Selv om Daniel og Nicolaj blot er 17 år (tvillinger, red.), har de allerede været med tre gange ved YSWC, og de sidste to år har de vundet sølv. Daniel og Nicolaj er teknisk dygtige sejlere, der egner sig godt til at sejle katamaran. I OL-perspektiv er det selvfølgelig interessant, at de sejler katamaran, og de er allerede i gang med hver især at finde en pige at sejle sammen med. (Katamaran er med ved OL i 2016 som en mix-klasse, red.)

Berømte forgængere


Tidligere års resultatlister afslører, at YSWC giver et ganske godt fingerpeg om, hvem der bliver morgendagens stjerner i sejlsporten. Eksempelvis vandt en 18-årig Ben Ainslie guld ved YSWC tilbage i 1995. Allerede året efter vandt han sølv i Laser ved OL – den første af hans foreløbigt fire OL-medaljer, heraf de tre seneste af guld.

Også blandt andre den australske 49er-stjerne Nathan Outteridge, den flerdobbelte Laser-verdensmester Tom Slingsby (AUS) og den dobbelte OL-guldvinder i Finnjolle og Starbåd Iain Percy (GBR) er blandt de prominente navne, der har vundet deres første store titler ved YSWC. 
 
Du kan følge ungdoms VM i Dun Laoghaire, Irland her.

Kilde: Pressemeddelelse, Dansk Sejlunion

content-loader
content-loader
content-loader