Gå til hoved-indhold
Kort Nyt

Rønnows klumme: Når uheldet er ude…

Et gammelt ord siger: ”Egen lykke er godt, men andres ulykke er heller ikke at foragte…”

Af Claus Rønnow |

Det er naturligt, at vi som mennesker interesserer os for hinanden. Det gælder i masser af sammenhænge, uanset hvor vi kommer. Også sejlere viser vældig interesse for hinanden - og for hinandens manøvrer.

En yndet beskæftigelse for sejlere er – når man selv ligger velfortøjet – at følge med i andres havnemanøvrer. Man kan glæde sig over en elegant udført manøvre, ligesom man kan krympe sig lidt over en situation, hvor den kunstneriske værdi kunne have været højere.

Den gamle græske filosof Aristoteles skal engang have sagt: ”Du observeres altid, når du mindst ønsker det”.  Med andre ord: Der hviler altid øjne på os, når vi manøvrerer i en havn.

Der kan være mange grunde til at en manøvre mislykkes. Nogle gange er det sort uheld. Vi kan alle få et pludseligt vindspring på 20 grader, som gør, at vi lige må ændre på strategien.

Hyler og skriger af besætningen

Rigtig mange sejlere er dygtige og klarer den alligevel – og det er jo fint. Men der findes naturligvis også de ”uheld”, som netop ikke er uheld, men skyldes dårligt sømandskab og uhensigtsmæssige manøvrer.

Nogle gange ses den ”klassiske” udgave med en skipper som hyler og skriger ad besætningen og tilsyneladende helt har glemt, at det er ham, som kontrollerer ror og sejl/motor og som derfor skal bringe fartøjet i en position, hvor besætningen rent faktisk kan komme til at foretage sig noget fornuftigt.

Andre glemmer at tage højde for at bygninger eller træer kan skabe turbulens, som kan være vanskelig at forudse – eller glemmer at tage højde for at der også står strøm inde i en havn.

Størst skade på selvrespekten

Heldigvis er det sjældent at manøvrerne fører til alvorlige skader på mennesker eller fartøjer.

Skaderne er oftest størst på selvrespekten – ofte fordi andre højlydt har kommenteret på begivenhederne i et sprog af ”værdifast” karakter med indlagte farverige gloser.

I sådanne situationer ville det være godt, hvis kommentarerne kunne få en form og et indhold som konstruktivt kunne bruges af den uheldige eller uerfarne. Mange ville være glade for et godt råd eller lidt vejledning.

De har jo ikke bevidst ønsket at lave fejl, men har altså gjort det.
Den eneste forskel på den nye og uerfarne og den erfarne sejler, er, at det er længe siden han begik de samme fejl.  

Claus Rønnow   

content-loader
content-loader
content-loader