En ægte "Mestrenes Mester" skal sejle det hele
Jørgen Svendsen, dobbelt danmarksmester 2012 i Finn- og OK jolle, mener ikke at ”Mestrenes Mester” giver en ægte vinder, da jollesejlerne skal dyste i kølbåde.
- Skal ”Mestrenes Mester” give mening, skal der dystes i andet end kølbåde, lyder det fra den dobbelte Finn- og OK-jolle danmarksmester 2012, Jørgen Svendsen.
- Mesternes Mester skal selvfølgelig sejles i alle tre sejlsports discipliner, windsurfing, jolle-sejlads og kølbåd. Jeg er lidt sur over, at Skovshoved ikke afvikler et rigtigt "Mestrenes Mester", lyder det fra Svendsen.
Manglende interesse fra jollemestrene
Skovshoved Sejlklub meddelte tidligere på ugen, at der ikke er den helt store interesse fra jollesejlernes danmarksmestre, selv om er inviteret.
Den manglende interesse kan Jørgen Svendsen godt forstå.
- Vi sejler jo på en helt anden måde i en jolle, så vi har jo mere eller mindre tabt på forhånd, hvis der kun skal sejles i kølbåd.
Jørgen Svendsen mener, at hvis jollesejlerne skal sejle Match28, vil han også gerne se kølbådssejlerne deltage i rigtig fysisk jollesejlads, og hvorfor ikke også windsurfing. Det vil give et mere retvisende billede af en ægte ”Mestrenes Mester .
- Vi skal da dyste i de tre førende discipliner indenfor sejlsport. På denne måde signalerer Skovshoved Sejlklub, at de fortsat er en klub med fokus på de gamle, hvor vi ellers søger at tiltrække ungdommen til vores sport. Og så er jollesejlads sundt og giver god motion, tilføjer Jørgen Svendsen.
Team søges
Jørgen Svendsen er lige ved at lykkes med at samle fem gode jollesejlere til et team, der gerne skal give de etablerede kølbådssejlere baghjul.