Gå til hoved-indhold
Peter Heller er tilfreds med, at sagen endelig gik i positiv retning for Hellers Yachtværft, siger han til minbaad.dk. Foto: Troels LykkeKort Nyt
Peter Heller er tilfreds med, at sagen endelig gik i positiv retning for Hellers Yachtværft, siger han til minbaad.dk. Foto: Troels Lykke

Huslejesag: Hellers fik medvind i Sø- og Handelsretten

Hellers Ýachtværft har vundet mere end en halv sejr over konkurrencemyndighederne og Kammeradvokaten. Sag skal gå om og Kastrup-firmaet skal ikke betale 850.000 kr. her og nu.

Af Troels Lykke |

Med en klokkeklar kendelse har Sø-og Handelsretten i København underkendt de mange enslydende afgørelser, som konkurrencemyndighederne har afsagt i en principiel sag om huslejeaftaler mellem det offentlige og en privat erhvervsdrivende i København.

Sagen mellem Hellers Yachtværft på Amager og Konkurrencestyrelsen er af mange blev set som en prøvesag om, hvorvidt det er konkurrencelovgivningen eller erhvervslejeloven, der skal bruges i sager, hvor det offentlige lejer ud til private.

Sø-og Handelsrettens kendelse betyder, at sagen i realiteten skal starte forfra, idet retten siger, at den syns-og skønsforretning, som Konkurrencestyrelsen ensidigt har gennemført, og som hele sagen hviler på, ikke kan stå alene.

Derfor skal der holdes et reelt syn og skøn til vurdering af huslejen i forhold til markedslejen.

Samtidig har Sø-og Handelsretten afgjort, at Hellers Yachtværft ikke her og nu skal betale de godt 850.000 kroner, som Konkurrenceankenævnet tidligere har sagt, virksomheden skal betale tilbage til Tårnby kommune.

Opsættende virkning

Sø-og Handelsretten har således givet den sag, som Hellers Yachtværft har anlagt mod Konkurrencerådet opsættende virkning.

”Det er meget tilfredsstillende, at vi har fået medhold i vores hovedsynspunkt, nemlig at det syn og skøn, som Konkurrencestyrelsen ensidigt har gennemført, ikke kan stå uanfægtet alene, og at der nu skal holdes et reelt og sædvanligt syn og skøn efter reglerne i erhvervslejeloven, og særdeles tilfredsstillende, at min klient får mulighed for at fortsætte sin virksomhed, mens sagen kører ved Sø-og Handelsretten,” siger advokat Ejner Bækgaard, København, der fører sagen for Hellers Yachtværft.

Hellers har mulighed for at vinde sag

”Når Sø-og Handelsretten giver opsættende virkning på betaling af kravet, er det et kraftigt signal om, at retten mener, at min klient har mulighed for at vinde sagen. Netop rettens vurdering af vinderchancerne er et af kriterier i spørgsmålet om opsættende virkning, og derfor er vi særdeles glade for den del af afgørelsen – også fordi et krav om betaling her og nu ville have altødelæggende virkning for min klient,” siger advokat Ejner Bækgaard.
Sø-og Handelsretten har berammet sagen mod Konkurrencestyrelsen til 15.-16. april 2013.

Sagen kort
I 2004 lejede Hellers Yachtværft ApS. den tidligere udstillingsbygning for Öresundbron i Kastrup Strandpark af Tårnby kommune, og bygningen blev lejet ud uden offentligt udbud.

I 2008 rejste en af Hellers konkurrenter, Lynettes Bådservice, en sag ved konkurrencemyndighederne. Han mente, at Hellers havde en for lav husleje, og at der dermed var ydet ulovlig offentlig støtte.

På grundlag af en særdeles diskutabel syns-og skønsrapport vurderede konkurrencemyndighederne, at der var tale om ulovlig offentlig støtte, og dømte Hellers Yachtværft til at betale mere end 850.000 kroner tilbage til Tårnby kommune.

Nu har Sø-og Handelsretten afgjort, at det syn og skøn, som Konkurrencestyrelsen bygger hele sagen på, ikke kan stå uanfægtet. Der skal laves et nyt.

content-loader
content-loader
content-loader