RC44: Christian Kamp snupper sejr i Italien
Årets Sejler i 2011, Christian Kamp fra Horsens, tog sejr med Team Aqua ved RC44 Trapani Cup i Italien. Minbaad.dk får en kommentar fra den tidligere AC-sejler.
Christian Kamp, trimmer på Team Aqua, forklarer på facebook om sejr i RC44-serien i Trapani, Italien:
- Vi snuppede sejren i sidste øjeblik takket være en stærk sidstedag med scoren 1,1,3. Dejligt at få sæsonens første sejr i hus efter en stribe andenpladser. Nu til et par kolde øl og noget mad med resten af gutterne fra Team Aqua, det fortæller Christian Kamp fra Italien fra RC44-holdet Team Aqua.
Overfor minbaad.dk uddyber prof-sejleren:
- Ugen bød på masser af udfordringer. Vi så alt fra let vind til frisk til hård luft de sidste to dage. Forholdene har været super. Vi havde fået et par nye sejl til dette stævne, og det gjorde en stor forskel for os i forhold til sidste stævne. I dag følte vi at vi havde et ekstra gear i forhold til alle andre, og det var det der gjorde forskellen tror jeg.
Og hvad sker der derefter?
- Nu bliver båden sendt til England, hvor vi skal sejle Round the Island Race fra Cowes. Derefter går det videre til Marstrand i sidste uge af juni, til 3. afdeling af RC 44 Touren. Konkurrencen er hårdere end nogensinde så vi ser allerede frem mod Marstrand og prøver at finde lidt ekstra, der kan gøre vores liv nemmere, siger Christian Kamp.
Aktuelt foto fra Italien med Christian Kamp, nr. tre fra venstre.
RC44-duel i Trapani. Klassen har både fleet- og matchrace på programmet.