Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Her ses efterskolen i Risskov. Sejladsen foregår typisk fra Aarhus, Kaløvig eller Egå og altid sammen med andre ESAA sejlere

Ny sejler-linje på efterskole i Aarhus

Vil du gøre mere ved din sejlsport samtidig med, at du tager 10. klasse på en efterskole? Det kan du nu i Aarhus med Elite Sports Akademi Aarhus (ESAA) og Risskov Efterskole & Sansestormerne.

Af Troels Lykke |

Samarbejdet gør det muligt for unge elitesportssejlere fra hele Danmark til at komme til Aarhus og gøre sig endnu dygtigere.

Opskriften er trygge rammer, struktur samt tid til både øget træningsmængde og sociale aktiviteter.

”Med morgentræning to gange om ugen efterfulgt af skolegang og træning i klubregi, er det nødvendigt, at vores elever er dygtige til at prioritere deres tid og strukturere deres hverdag. Men det er ikke nemt, hvis man kommer langvejs fra og netop har udskiftet de trygge rammer med ny bopæl, ny skole, nye venner og familien er på lang afstand”, fortæller sportschef Ole Keldorf fra ESAA.

Hvis de unge sportsudøvere skal klare strabadserne både på skolebænken og på vandet, så kræver det, at de unge er dygtige til at strukturere og prioritere de mange gøremål i hverdagen.

Derfor har ESAA indgået partnerskab med Risskov Efterskole & Sansestormerne. Her kan ESAA-elever bo og tage deres 10. klasse, samtidig med at de går på Elitesportsakademiet og dermed skabe en tilværelse med mulighed for struktur og hjælp til prioriteringer.

Plads til socialt samvær
Før i tiden blev der fundet værtsfamilier til de unge eliteudøvere, der kom langvejs fra, eller man fandt et værelse til dem i byen, men det er ikke særlig trygt for et ungt menneske, som kommer alene til en ny by.

Når eleverne flytter ind hos Risskov Efterskole & Sansestormerne, flytter de ind i trygge rammer. Her er der obligatoriske fag, som dansk, matematik og engelsk, de skal deltage i for at gennemføre deres 10. klasse, ligesom de bliver vejledt til ungdomsuddannelser i lokalområdet.

Opholdet på Risskov Efterskole & Sansestormerne sikrer, at ESAA-eleverne også får plads i kalenderen til sociale aktiviteter og samvær med de nye venner, de har fået på skolen Der bliver også struktur på træningen.

Risskov Efterskole & Sansestormerne sikrer hul i kalenderen, så ESAA-eleverne kan gå til morgentræning to gange om ugen samt træne i deres sejlklub om efter middagen og om aftenen.

Erfaringer viser, at hvis man ikke har tid til et socialt liv ved siden af studier og træning, så knækker man hurtigere halsen både skolemæssigt og sportsmæssigt, når man er så langt hjemmefra. Gennem struktur kan der skabes åndehuller for eleverne og give dem plads i hverdagen til også at lave sociale aktiviteter.
 
Partnerskab
I partnerskabet mellem ESAA og Risskov Efterskole & Sansestormerne består arbejdet for ESAA i at etablere rammerne for en optimal talentudvikling i Aarhus Kommune, hvorefter det er Risskov Efterskole & Sansestormernes job at fylde de uddannelsesmæssige rammer ud, på samme vis som det er foreningernes job at fylde de sportslige rammer ud. Jobbet klarer Risskov Efterskole & Sansestormerne ifølge ESAAs ledelse på bedste vis.

”I ESAA er vi interesserede i, at vores elever får ro til at blive så gode inden for deres sportsgren som overhovedet muligt, og at de samtidig får tid til at prioritere deres uddannelse. Dertil er samarbejdet med Risskov Efterskole & Sansestormerne helt perfekt. Skolen har mange års erfaring med at have unge eliteidrætsfolk boende. De har forståelse for de behov, som eliteidrætsfolk har, de tilrettelægger deres undervisning ud fra det og tager de hensyn, der skal tages”, fortæller Ole Keldorf.

Team Danmark Kraftcenter Aarhus
Den sejlsportsmæssige træning varetages af Team Danmark Kraftcenter Aarhus, ledet af navnkundige Finn “Beton”.

Træningen foregår typisk fra Aarhus, Kaløvig eller Egå og altid sammen med andre ESAA sejlere, der går på et af de to ESAA godkendte gymnasier i Aarhus. “vi har tæt på 20 ESAA sejlere i Aarhus i øjeblikket” siger Finn Beton “og der er en helt utrolig dynamik og meget højt aktivitetsniveau, det er virkelig en gruppe der skaber resultater”.

Team Danmark Kraftcenter Aarhus er en underafdeling af Sailing Aarhus, en event- og eliteorganisation stiftet af de fem sejlklubber i Aarhus.

Her arbejdes blandt andet på, fortsat at forbedre elitesejlsportens vilkår og udviklingsmuligheder i Aarhus, blandt andet via partnerskaber med ESAA, Idrætshøjkolen og Aarhus Universitet men også med at tiltrække internationale kapsejladser til Aarhus og med at realisere visionen om et Internationalt

Sejlsport Center placeret i Aarhus.
Fakta om skolen:
 Ca. 100 boende elever, hvoraf ca. 50 går på 10. klasse, og ca 30 dagelever.
 Forstander: Inge-Dorte Wandall
 Bestyrelsesformand: Karen Søndergaard, uddannelsesleder VIA University College
 Beliggenhed nær skov og strand og kun 3 km fra Aarhus Lystbådehavn og 9 km fra Kaløvig Bådehavn.

Faciliteter:
 Eget fitnesscenter/spejlsal, sportshal, auditorium, IT-lokale og TV-stue
 Trådløs internetadgang på hele skolen
 Udendørs streetbasket- og beachvolleybane og hyggelige fællesrum
 Afstand til Vejlby-Risskov Centeret er 1 km

Adresse: Risskov Efterskole & Sansestormerne, Tretommervej 33, 8240 Risskov
Tlf.: 86 17 85 11 - Fax.: 86 17 36 95- e-mail: info@risskovefterskole.dk - www.risskovefterskole.dk
ESAA-elever kontakt: Anne Martinus Illeborg - Tlf.: 86178511 - Mail: ail@sansestormerne.dk
Sailing Aarhus kontakt: Jens Villumsen, tlf.: 20515259 Mail: jens@sailing-aarhus.dk

content-loader
content-loader
content-loader