Signe træt af kryds: Hvorfor ingen sejler ved Canarie-øerne

I Las Palmas mødte vi en dansk sejler, der boede om bord på sin båd i Las Palmas Marina. For seks år siden havde hun købt en båd i Spanien, sejlet den til Las Palmas, og siden havde båden ikke været uden for havnen.

Hun kendte mange andre sejlere, der ligesom hende var groet fast der og aldrig bevægede sig ud af marinaen. Problemet var, forklarede hun, at man ikke kan sejle nogle steder hen uden også at skulle sejle mod vinden på et tidspunkt, da det stort set altid blæser fra nordøst.

Desuden var der heller ikke mange steder at sejle hen, forklarede hun, hvilket vi måtte give hende ret i efter et par skuffende ankerpladser på Gran Canaria; den ene lige ved ud for flyvepladsen, og den anden ved et kombineret oliedepot og vindmøllepark.

Dagen inden vi lagde fra land mod Lanzarote, grinede vi lidt at de sejlere, der ikke kom ud af Las Palmas Marina, fordi de skulle sejle mod vinden på et tidspunkt. Henrik sagde, at sådan var vi ikke.

Vi sejlede gerne imod vinden, hvis det var nødvendigt. Jeg gav Henrik ret, men primært fordi jeg ikke kunne huske, hvordan det var. Men nu ved jeg, hvorfor ingen sejler rundt ved Canarie-øerne!

Efter en dag i Puerto Mogàn lagde vi fra land med udsigt til to døgn, hvor vi skulle krydse mod strøm og vind (10-12 m/sek. og 1-2 meter høje bølger).

Båden krængede til tider op til 30 grader, og jeg var træt og sur, og jeg spekulerede over, om man kan få toiletter på gyroskopisk ophæng eller i hvert fald muligheden for at hælde det. 

Jeg fik Henrik til at love mig, at hvis jeg nogensinde skulle foreslå at sejle et eller andet sted hen, der ville give os flere døgns sejlads i modvind, så skulle han straks minde mig om, hvordan det er.

Jeg synes dog, det er lidt mærkeligt at tænke på, at hvis vi havde ændret kursen 180 grader, havde vi haft en vidunderlig sejlads.

Efter et døgns sejlads kom vi heldigvis i læ af Fuerte Ventura, men vinden lagde sig til sidst så meget, at vi måtte sejle for motor, selvom vi var i tvivl om, hvor meget diesel, vi havde tilbage.

10 sømil inden vi nåede Lanzarote, løb vi selvfølgelig tør, så vi måtte krydse de sidste sømil for let vind ind i marinaen og hen til tankstationen. Det var temmelig nervepirrende!

Jeg stod ved rorpinden og adlød ordrer, mens Henrik justerede sejlene. Marineroen stod og tog billeder eller filmede, hvilket jeg synes, var ret cool, ind til jeg kom til at tænke på, at de nok tager billeder af alle, i de tilfælde at nogen skulle løbe fra regningen.

Men nu er vi heldigvis fremme, og der venter sig nu 10 dages forberedelser og nedtælling, inden vi sejler af sted over Atlanten – denne gang heldigvis med vinden!

Signe