Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Snart er Skovshoved-sejleren Philipp Skafte-Holm her på St. Lucia i Caribien. Han glæder til at få noget rom med vennerne.

Skafte-Holm skriver igen fra Atlanten - nu anden del om Columbus

Læs nu anden del af sejlereventyret "I Columbus kølvandsstribe". -Sejlereventyret er kun for børn og barnlige sjæle, skriver læge og gast Philipp Skafte-Holm fra en Hanse 630 i ARC-dyst.

Af Philipp Skafte-Holm, Atlanterhavet |

Sidder her ved kortbordet og ser at der er 264 sømil igen. Det har blæst 20-30 knob fra nordøst i 3-4 dage og vi går de der 10-13 knob -tocifrede tal på klokken er altid godt. 

Helt ærligt så er turen fra Gran Canaria og til St. Lucia lang (2800 sømil) og længere end jeg måske havde forestillet mig - regner man lidt på det er det cirka en tur der svarer til 53 gange Helsingør - Anholt. 

Så i øvrigt spækhuggere i dag som fulgte os i et par timer. Vagtplanerme kører så man ikke kan forestille sig at de nogensinde stopper. Om to døgn er vi fremme og vi har talt en del om hvordan mon rommen smager.

Når man er herude er verden et stor hav med noget land hist og her. Sømand søger havet og finder sig selv derude. Jeg tror at det er noget af det man også finder ud af her på Atlanten - om mand er sømand eller bare sejler!

Anden del af sejlereventyret "I Columbus kølvandsstribe" kommer her. Vær opmærksom på at sejlereventyrety kun er for børn og barnlige sjæle.

Den 21. juli 1447 sejlede Columbus fra Lissabon med kurs mod Gran Canaria nærmere bestemt øen La Gumera. Med hjælp fra den Portugisiske  regering, den Spanske krone og storentrepenøren Hugo Mateus lykkedes det Columbus at skaffe tre skibe.

Den næsten nye Ninja som var klart den hurtigste og Pinta som var lidt ældre og langsommere, men som lastede fint og den som sagnet siger halvrådne Santa Maria som blev stillet til rådighed af den Portugisiske regering. (Santa Maria er i dag navnet på de krydderier vi kan få i Fakta med blå låg - kryderiernes svar på linieakvavit). 

Santa Maria var en gave som Columbus af politiske grunde ikke kunne sige nej til. En portugiser på vej mod indien uden regeringens opbakning var utænkeligt.

Målet med turen til La Gumere var at øve praktisk sejlads med den halv- og helkriminelle besætning og sikre at officerene havde styr på skib, navigation og besætning.

Turen derned varede 10 dage og foregik i let vind. Forsyningerne var iorden og det var en klar plan at alle skulle føle sig godt tilpas på havet.  Den samlede besætning på de tre skibe var 117 mand og 3 kvinder - en på hver båd.

Disse kvinder var et kapitel for sig. WOW Sue var en klog ældre kone som havde udemærket sig ved at kunne drive skibsspøgelser ud og clair voiyance med speciale i at forudsige sejlruter,skær, sygdomme og katastrofer, og hun havde to sygeplejere som var ved at blive oplært i det samme.

Coloumbus trode ikke en døjt på det hokus pokus de kunne,  men han havde bemærket at de kunne give nervøse gemytter en roligere søvn og mildne frygt og nervøsitet. 

Det forlød også at de kunne kurrere skørbug, søsyge, diarre og  hjemve. Altsammen med nogenlunde de samme besværgelser og håndspålægninger.

Columbus havde også bemnærket at de i den grad var istand til at forføre svage sjæle med deres påståede klarsyn og overbevisning så han havde instrueret officerene i at lempe dem ud over siden hvis de satte sig i spidsen for et mytteri eller gjorde besætningen skøre.

På La Gumera lå de tre skibe i næsten 6 måneder. Alt blev gennemgået og repareret og alle fik deres tørn og ansvar. Den 24. november stævnede skibene ud fra La Gumera.

Bortset fra et par enkelte matroser som under indflydelse af alkohol var gået berserk på en lokal beværtning og havde forulempet flere så var det hele forløbet godt.

At dømme efter antallet af tårerne på kinderne af de fremmødte ved afrejsen så havde tiden på La Gumera været en sømand værdig. Den gode tur derned, opholdet og adspredelserne havde ligesom gjort at angsten for turen over var gledet lidt i baggrunden.

Den tre skibe var lastet med korn, vin, vand, frugter, fedt, saltet fisk og brød. Desuden var der på hvert skib 5 grise, 5 geder, høns i hobetal og 40 brevduer. Duerne var blevet opdrættet af den spanske konge og de var trænet til at lande i dueslaget lige uden for dronningens vinduer på slottet.

Når beskeden var blevet læst blev der med gesant sendt besked videre til Portugal. Netop denne fremgangsmåde stødte mange portugisere som mente at den spanske konge var for involveret. 

De små beskeder er ikke bevaret for eftertiden, men der er enighed om at de påkaldt sig stor opmærksomhed. Man kan også forstille sig at dronningen har nydt godt af små beskeder fra sin lille ven Columbus den røver!!

De første dage gik fint og der var god stemning. Specielt før solnedgang var der gang i vinen - lidt efter kom der sang og guitar og kastanjetterne gav genlyd i riggen. Forsyningerne var rigelige og det gjalt om at holde humøret oppe.

På 5 dagen satte det ind med voldsomt blæsevejr fra vest (ligesom vi havde!!) havvandet skyllede henover dækket og grisene trak i læ bagved det lille dækshus. På banjerne opstod søsyge og da færden på dækket ikke var sikkert blev der kastet op direkte på dørken.

Den ulidelige lugt af maveindhold blev blandet med havvand fra det utætte dæk hvor grisene havde forrettet deres nødtørft. Der var ulideæigt under dæk og temperatueren var høj tæt på 30 grader.

Der blev skreget, klynket og klaget, men lugerne forblev skalket - ingen skulle på dæk. Næste morgen var der møde blandt officerene på Santa Maria og skibslægen blev tilkaldt. Han kunne fortælle om udbrud af diarre, brystsyge, hysteri og svær søsyge.  

De næste dage fortsatte det frygtelige vejr og besætningen blev udmavret. Skibslægen ordinerede opium for at lindre de syges tilstand og for at stoppe stoppe diarre og han satte alle de syge til at faste.

Lidelserne blev gradvist større og på 10 dagen døde den første. Matros Rodrig var blevet hysterisk og truede med at springe i havet, men lægen gav ham opium og i den svære søgang fik han lige godt og vel så hatten passede - i logbogen stod der.

Udmattet, træt, mavesyg og hysterisk - sov stille ind på opium. Han glemte at skrive noget om dosis.!! Columbus forestod bisættelsen næste formiddag - ikke just nogen hyggestund.

På 12 dagen rummede vinden og kom agten for tværs om styrbord. Der kom stærke byger og regnvandsopsamling, bad og vask kunne gennemføres.

Det gik godt igen og officererne fik sig et slag backgammon på agterdækket i selskab med en god portvin "very old choice" fra et af de bedre huse ved d´ouro floden i Oporto.

Snakken gik og de tre officerer kunne supplere hinanden i historien om da de besøgte hele 5 portvinshuse i OPORTO samme dag dengang de var forhyrede på St. Vision.

Til sidst skændtes de om hvor de egentlig havde været. De var nemlig for besofne til at kunne huske det. De elskede den historie - det forseglede deres livslange kammeratskab.

Ved midnatstid kom Columbus på dæk og ville lige trække lidt frisk luft inden han skulle på buffen. Halløj Victoro sagde officererne. De kaldte ham Victoro det betød den sejrende og det kunne Columbus lide at høre. Han kunne lide sine drenge og blandede sig aldrig i deres måde at føre skibet på. Var der problemer stod han altid til rådighed.

Næste morgen kom WOW Sue op til officererne og bad om møde. Vejret var stilnet af og alle tre skibe lå bare og vuggede i de gamle dønninger.  WOW sue ville gerne i kontakt med sine medsøstre på de to andre skibe.

Officererne accepterede dette og tog det som en anledning til at hilse på de andre. Robåde blev sat i vandet og WOW Sue blev sejlet over. WOW Sue havde sit øgenavn fordi hun altid var så positiv og imponeret og sagde WOW når folk fortalte hende noget.

Efter mødet bad WOW Sue om et møde med offcererne og hun kunne berette om at den megen søsyge og dårligdom ombord skyldtes at skibene blev sejlet med for meget sejl, at sejlene stod forkert og at styringen var ringe.

Desuden måtte hun have frie hænder til at uddrive mindst 2 skibsspøgelser med røg og håndspålæggelse på alle besætningsmedlemmer.  Officererne blev noget overraskede over at denne kloge kone dragede de fuldbefarnes dygtighed i tvivl.

Og da riggeren kunne berette at de tre kloge koner havde fået sat gang i en modstandsbevægelse ombord kan det nok være at Columbus blev inddraget og spurgt til råds. Det skal lige siges at dengang var overtro meget udbredt på o land, men på ordentlige skibe beskæftigede man sig ikke med den slags. En bøn om dagen, godt sømandskab og en god dram var nok.

Columbus gjorde kort proces. Beordrede alle de tre kloge koner til mønstring på sit skib og satte et mergelspir i lønningen med myndighed. De tre blev indespærret på vand og brød med trussel om kølhaling hvis de genoptog deres forehavdende.

Ved god opførsel kunne de måske regne med at komme med hjem igen.  Columbus beslutning gav ro ombord og samme aften deltog Columbus i aftenens hyggestund med vin og sang. Columbus var trådt i karakter som leder.

Columbus var allerede dengang klar over at overtro hører ikke til til søs. Som navigatør må man forholde sig nøgternt til vind og vejr og lægge sin rute derefter. Man skal iagtage forsigtighed  i et og alt og lære at stole på sine egne observationer, beregninger og beslutninger. Den tilgang holder også i dag. 

Af lydende fra de indespærrede kvinder fremgik det at de bad til de højere magter og Columbus lod dem derfor sidde kvar i arresten. Når man sejler på kryds i hårdt vejr er det tit at det hviner i riggen lige inden man når fuld bidevind.

Det kalder man at nonnerne hviner i riggen. Det var den lyd Columbus kunne høre fra de kloge koner nede i lasten. Han tænkte lad dem hellere hyle for sig selv end i kor med med hele besætningen. Så var det han tænkte: Overtro gør stærke sømand møre og hele besætninger skøre!!

Ohoj Ohoj - land i sigte. Den 20 december 1447 så Matros Rodrig land efter 26 dage til søs (Nårh nej han er jo død så vi kalder ham Matros Pedro) Hurra der ligger Indien - ikke ostinden, men vestindien. 

Den store rengøring, oprydning og vask blev sat igang og de kloge koner fik lidt gotter - de havde trods alt ikke forhekset det hele. Hylene forsvandt for en stund og de tre skibe gled stille om bag den første ø de mødte . De kaldte den Sct. Lucia fordi det var den dag man går luciabrud i den lokale kirke under ledelse af sin musiklærer fra fjerde mellem.

Læs videre i morgen:  Hvad mødte de på St. luca?

Sejlerhilsen

Philipp Skafte-Holm 

Philipp Skafte-Holm sejler normalt Drage i Skovshoved.

Opdateret 12.12:

Hurra vi nåede Amerika helt og kun med småskrammer. Ankom kl. Godt 10.00 lokal tid 11. december, som nr.  cirka 20. Når man er lidt nede sækken drejer det sig om at finde nogen man kan sige at dem var vi langt foran.

Her er det Essex Girl som dig består af Boys. Hvis der havde været nogle piger om bord havde vi nok fået mere kamp til stregen!! De røde bukser er nu på og vi er klar til at møde de vilde!  Røde bukser og en lille fjer i hatten er uniformen, skriver Philipp Skafte-Holm til minbaad.dk.

content-loader
content-loader
content-loader