TREFOR Match Racing – nu med Peter Wibroe
TREFOR Match Racing har indhentet forstærkninger til den kommende sæson. Den tidligere europamester Peter Wibroe bliver en fast del af holdet som taktiker, og skal sejle stævner allerede i år.
Efter et par års pause fra match race verdenen vender Peter Wibroe dermed tilbage. Det bliver dog ikke med roret i hånden, hvilket han ser frem til.
- De sidste par år, har jeg sejlet som gast på flere forskellige hold. Jeg har befundet mig rigtig godt i den rolle, og ser derfor frem til at vende tilbage til match racing som gast i stedet for skipper, siger Peter Wibroe.
Peter Wibroe har mange års match race erfaring og har som skipper for sit eget hold bl.a. vundet EM og ligget nr. 8 på verdensranglisten.
Peter Wibroe skal sejle med TREFOR Match Racing til træning og stævner allerede i år. Han har dog andre sejlsportsprojekter som gør, at han først i sæson 2014 kommer til at sejle fuld tid hos TREFOR Match Racing.
Styrkelse af holdet
Skipper hos TREFOR Match Racing, Nicolai Sehested, er meget tilfreds med at kunne byde så dygtig en sejler velkommen på holdet.
- Peter Wibroe er en meget kompetent sejler, så der er ingen tvivl om, at det er en klar styrkelse af holdet. Han har en masse erfaring fra sine år som match race skipper, som vi helt klart kan drage nytte af som hold. Derfor glæder jeg mig meget til samarbejdet, siger Nicolai Sehested.
TREFOR Match Racing sæson begynder i starten af april, til Sir Thomas Lipton Trofeo i Spanien.
Om TREFOR Match Racing
TREFOR Match Racing er blandt Danmarks bedste match race hold. Holdet har eksisteret siden 2007 og stiller op for Kolding Sejlklub. TREFOR Match Racing har konstant ligget i top 25 siden 2011.
Holdet består af skipper Nicolai Sehested, trimmer Jesper Blom, pitman Søren Secher og fordækker Thomas Hedegaard.
TREFOR A/S har siden 2010 været hovedsponsor for match race holdet.
Læs mere om holdet på www.treformatchracing.com