Gå til hoved-indhold
Det var i den grad seje sejlere, der trænede forleden ud for Skovshoved. Foto: Christian Rasmussen/Olympisk Sejlsport ØstSejlklubber
Det var i den grad seje sejlere, der trænede forleden ud for Skovshoved. Foto: Christian Rasmussen/Olympisk Sejlsport Øst

Forkælet ungdom – eller hvad?

Claus Rønnow var i Skovshoved forleden og opleve unge sejle i hård vind og kulde. Læs hvad vores klummeskibent mener om det.

Af Claus Rønnow |

En gang imellem kan man høre ældre sejlere brumme lidt over den ”forkælede” ungdom i sejlklubbernes juniorafdelinger. Ikke sjældent hører man kommentarer, som på en gang kan virke kritiske – og måske også med en snert af misundelse.

”Det var nu anderledes i vor tid, vi måtte klare alting selv”. ”I dag får de alting forærende”. Der kan ikke være en optimist-jolle på vandet, uden den er omgivet af 3 følgebåde”.

”Vi sejlede i gamle joller, som dårligt kunne holde sammen – nu får de det nyeste og dyreste udstyr”.

”Vi havde bare en gammel islandsk sweater, nu har de både våd- og tørdragter og Fanden og hans pumpestok”.

Du har sikkert lagt øre til sådanne kommentarer, eller måske – i et skævt øjeblik – selv haft de samme tanker.

I sidste weekend var jeg et smut på Skovshoved havn. Solen skinnede, vinden stod i øst, det blæste kraftigt med måske 12-13 sekundmeter i pustene, søen var heftig og det var bidende koldt. Men i havnebassinet var der masser af liv.

Både optimist-joller og Europa-joller var på vandet. Europa-jollerne forsvandt ud ad havnehullet og blev helt væk i den ret høje sø. De fleste optimist-joller blev i havnebassinet – hvor der også var rigeligt skub på.

Selvfølgelig var der godt med Rib’er omkring jollerne, og de unge mennesker havde da også hele ”krigsmalingen” på med alt hvad man kan tænke sig af våddragter, støvler, huer, sejlerhandsker og smarte jolleveste.

Men alligevel: Det var pragtfuldt at se de unge boltre sig på vandet. Det var tydeligt, at de nød det på trods af røde næser og den bidende kulde.

Når jeg tænker tilbage på min junior-tid, kan jeg ikke komme på en eneste gang, hvor vi har været på vandet tidligt i marts måned! Dengang var det udelukkende en sommeraktivitet at sejle.

Derimod kan jeg huske rigtig mange dage, der gik med at skrabe lak og maling, eller at være med til at lægge nyt lærred på dækket af en juniorbåd. Det var ganske rigtigt andre tider.

Glasfiberen havde endnu ikke holdt sit indtog. Den elektriske slibemaskine var heller ikke almindelig, men knofedt var der meget af.

Det har selvfølgelig gjort, at vi var sejlere på en lidt anden måde, end de unge er i dag, hvor materialer og udstyr har betydet, at f.eks. klargøringsdelen er meget forandret.

Vi brugte uger på en træ-jolle, nu kan du vaske ned og polere på en dag. Til gengæld havde vi langt færre ”snore” at hive i.

Alle de mange trimfunktioner moderne kapsejladsbåde og joller har, kendte vi ikke.

Det har gjort sejladsen langt mere ”teknisk” og nok også betydet, at du har behov for langt flere timer på vandet, hvis du skal mestre det hele.

Men det der står tilbage, er den pragtfulde oplevelse at se de unge mennesker, med masser af ildhu, kæmpe i deres joller på en dag, hvor det i lige høj grad har handlet om at ”overleve” som at sejle optimalt.

Så kan det godt være, at vi kan kalde dem ”forkælede”, men den dag i Skovshoved, havde de fortjent det!

Claus Rønnow

content-loader
content-loader
content-loader