Gå til hoved-indhold
CB66 kapsejladskalenderen er godt fyldt op. Nu er reservedelene ikke så langt væk. Foto: Søren Svarre/sejlfoto.dkUdstyr
CB66 kapsejladskalenderen er godt fyldt op. Nu er reservedelene ikke så langt væk. Foto: Søren Svarre/sejlfoto.dk

Børresen igen ny CB66 forhandler

Børresen er fra i dag ny forhandler af CB66. Det sker præcis et år efter den forrige forhandler Jmarine, opgav at forhandle bådtypen i Danmark. Se en helt ny i Fredericia.

Af katrine bertelsen |

Blækket er knap blevet tørt på papirerne, der blev underskrevet tirsdag eftermiddag. Men det står sort på hvidt: Børresen er ny dansk forhandler af CB66.

- Vi har været med til at starte mange bådklasser op i Danmark, og vi kan godt lide at være med hvor det sker, siger Anders Børresen til minbaad.dk.

CB66-klassen er vokset godt både herhjemme og især i Sverige, takket være CB66-klubben, der består af samling ildsjæle, der brænder for sportsbåde. Klassen indførte for nogle år siden en Nordic League serie, med kapsejladser fordelt mellem Danmark og Sverige. Det har yderligere sat skub i klassen.

- Der skal jo meget til for en bådklasse får succes, blandt andet lidt held, siger Anders Børresen. Men det er en rigtig god, sjov og robust båd, så vi glæder os til at forhandle reservedele og CB66-både til en flok dedikerede entusiaster.

Billig båd i Fredericia

På BoatShow i Fredericia kan du se en helt ny CB66, som kan erhverves til speciel messepris. Prisen er 178.000 kr inkl. moms, uden trailer.

- Men så er den også kapsejladsrigget, med bl.a. North Sails sejlgarderobe, siger Anders Børresen.

Fra Stockholm til Göteborg

Også selve produktionen af CB66 er på nye hænder. Hvor det tidligere var Kyan Sailing i Stockholm der stod for produktionen, er det nu (stadig svenske) Sailfish Sport Yachts AB ved Göteborg, der ejer rettighederne. Skrogene støbes i Polen, mens den færdige montering sker i Sverige.

content-loader
content-loader
content-loader