Gå til hoved-indhold
Til sommer kommer Aarhus-bugten til at myldre med unge 49’er og 49’er FX sejlere. Foto: Sailing AarhusKapsejlads
Til sommer kommer Aarhus-bugten til at myldre med unge 49’er- og 49’er FX-sejlere. Foto: Troels Lykke

U-VM for 49er og 49erFX til Aarhus i 2014

Thomas Capitani er netop vendt hjem fra ISAFs årlige møde i Oman. Med sig hjem havde han 49er og 49erFX U-VM, der skal sejles i Aarhus i 2014. Interview.

Af katrine bertelsen |

Direktør for Sailing Aarhus, Thomas Capitani, er netop hjemvendt fra Oman, hvor Sailing Aarhus deltog i ISAFs årsmøde sammen med repræsentanter fra Sport Aarhus Events og Sport Event Denmark.

Med sig hjem fik Capitani Ungdoms-VM for 49er og 49erFX, der skal sejles i Aarhus i 2014, og det er ikke tilfældigt, at det er Aarhus, der løber med mange af de store stævner.

- At komme til et ISAF-møde er som en eksamen – vi bliver målt og vejet på detvi har gennemført den forgangne sæson. Men vi har en høj stjerne hos ISAF, og det kan vi tydeligt mærke, når vi taler med klasserepræsentanter eller rettighedshavere til kommercielle events, siger Thomas Capitani til minbaad.dk.

Premiere på Grand Prix

Stævnet bliver det officielle verdensmesterskab for 49er og 49erFX sejlere under 23 år. Men stævnet i Aarhus bliver også premieren på en ny, nordeuropæisk Grand Prix-serie, først og fremmest for alle 49er og 49erFX.

Måske med Nacra 17 og Kite

Der planlægges Grand Prix events i en række baltiske og nordeuropæiske byer, hvor Aarhus bliver fast afviklingssted for den danske afdeling. Det overvejes om stævnet også skal åbnes for Nacra 17, RSX og muligvis kite surf og således blive en olympisk high performance event.

Der arbejdes med fem-seks Grand Prix events, placeret i og omkring det baltiske område, hvor – udover Danmark, Sverige og Finland – også Tyskland, Polen og England er med.

Måske Volvo Ocean Race og Extreme Sailing Series

Vi spørger Thomas Capitani om ambitionerne rækker videre end at holde VM for OL-klasserne.

- Vi vil meget gerne have store spektakulære sejlsportsevents til Danmark som Extreme Sailing Series, Volvo Ocean Race og også gerne M32. Når vi tager til Oman er det også for at tale med Mark Turner fra Extreme Sailing Series og KnutFrostad fra Volvo Ocean Race. For det handler meget om personlige kontakter, fastslår Thomas Capitani.

Mere spektakulært – flere tilskuere

- Vores første målsætning og fokus er at tiltrække eliten. Nummer et er VM for OL-klasser. Nummer to er, at vi gerne vil have flere tilskuere, mange flere. 2000 er ikke nok, vi så gerne 50.000, så det er en ”driver” for sejlerne, og for sejlsporten generelt i Danmark, for det er en løbende proces at positionere Danmark på sejlerlandkortet, slutter Thomas Capitani.

Sailing Aarhus skal også holde EM for 470er, kvinder og mænd, i 2015, og har derudover en håndfuld forhandlinger i gang om konkrete internationale mesterskaber i olympiske klasser til afvikling inden for de næste 3-5 år.

content-loader
content-loader
content-loader