Little America’s Cup sejles lige nu i England
For første gang siden 1969 sejles Little America’s Cup i England. 11 teams sejler lige nu i Falmouth. Læs Thomas Paasch blog.
International C-Class Catamaran Championships (ICCCC), også kaldet “Little Americas Cup”, har været afviklet i C-Cats siden 1961. Og tilbage i 1969 var det endda danske Opus III der vandt titlen. Det var sidste gang nogen vandt med en konventionel rig, for siden da har C-Cat’s på topplan sejlet med fast vinge. Little Americas Cup har aldrig været mere lig sin store navnebror der sejler i San Francisco.
Fra amatørudvikling til America’s Cup
Det var derfor heller ikke mærkeligt at Oracle tog kontakt til C-Cat amatørerne, da de lavede deres monster vinge til BOR90, og deres skipper James Spithill sammen med coach Glenn Ashby (nu trimmer for TENZ) deltog da også i 2010 udgaven af ICCCC, for at lære at sejle med vinge. Spithill og Ashby nåede finalen, men måtte se sig slået af amatørerne.
Udviklingsklasse
C-Cat klassen har altid været drevet af en lille flok entusiaster (med tilpas overskud på kontoen), som på halvvidenskabelig vis har opfundet systemer, detaljer og metoder for at optimere deres både. Vinger med 1, 2, 3, 4 eller måske endda 5 elementer har været lavet, testet og til dels også blevet kasseret pga. vægt eller andre fejl og mangler. Og så tilbage til tegnebordet igen.
Trods bådens størrelse på 25 fod, 14 fod i bredden og med en 300 kvadratfod stor vinge, ligger vægten for de førende både, alt inklusive, mellem 150 og 180 kg. Alt hvad man opfinder skal være let for ikke at ødelægge performance i let luft. Så hvis ikke effekten er som ønsket, bliver det pillet af igen.
Efter at ”Americas Cup” også er gået over til katamaraner med vinger, har flere større team vist interesse i C-Cat’en. Deres langt mere professionelle tilgang til klassen har vist at der er langt mere potentiale i klassen end hvad man har set til dato. Team Groupama med Franck Cammas i spidsen og Team Hydros (dem med Hydroptere trimaranen) har nu også udviklet C katamaraner, og de er ved at give den gamle garde røvfuld i ICCCC som sejles i Falmouth i disse dage.
C-class nu med foilere
AC har overtaget Cat’s og vinger fra C-Cat klassen, men til gengæld er det AC72’ernes foiling teknik der nu også er kommet til C-Cat klassen. Der har tidligere været forsøg med foils i klassen, men uden succes. Det var basseret på Moth lignende foils, som bare ikke virker optimalt på en katamaran.
Men Groupama og Hydros har udviklet foils der i høj grad ligner dem AC72’erne sejler med, og selv om det er meget arbejde for 2 man at styre båd, vinge og foils, ser det ud til at det lykkedes dem at få det til at fungere. Allerede i 7-8 knobs vind (knap 4 m/s) kan de foile og når derved hastigheder over 20 knob. Kommer der mere vind, bliver de bare hurtigere.
Men med mere vind bliver det også sværere, og således er der flere der har måtte bide i bølgen allerede på førstedagen.
Little Americas Cup bliver sejlet med indledende fleet-race, hvorefter de to bedste går videre til en match race finale. Vinderen fra sidste Cup er ikke fredet som i AC, man skal gøre sig fortjent på ny til at være i finalen.
Lige nu ser det ud til at det bliver Groupama og Hydros der skal kæmpe om titlen, og dermed er det ”nybegynderne” i klassen der har overtaget.
Se live video og meget mere på: www.theflyingboats.com