Gå til hoved-indhold
Ben Ainslie er ved at lære det. Han rykkede op på en samlet 4. plads i Rusland. Foto: Lloyd ImagesKapsejlads
Ben Ainslie er ved at lære det. Han rykkede op på en samlet 4. plads i Rusland. Foto: Lloyd Images

SAP på 6. plads i Rusland - træning venter i GC32 og F18

SAP Extreme Sailing Team sluttede på en 6. plads til Extreme Sailing Series stævnet i Sankt Petersborg. - Planen er, at fortsætte den træning vi har haft i andre katamaraner, siger Køstner.

Af Troels Lykke |

En fjerdeplads i stævnets sidste dobbeltscorende sejlads sikrede danskerne 6. pladsen med en god margen ned til 7. pladsen. Opad var der bare 7 point til fjerdepladsen i Extreme Sailing Series i Sankt Petersborg i Rusland.

Gode forhold igen på sidste dagen
Rusland leverede gode forhold igen på sidste racedag. Vinden og solen havde bragt masser af tilskuere til stranden i Sankt Petersborg for at følge afslutningen på stævnet.

Som sædvanligt blev placeringerne først endeligt fordelt i sidste dobbeltscorende sejlads, hvor SAP Extreme Sailing Team sikrede sig en fjerdeplads og dermed 14 værdifulde point.

”Resultatet her i Rusland er godkendt efter skuffelsen i Kina. Vi er få point fra holdene foran os, og vi kan sagtens se, hvor disse point kan hentes. Samlet på serien er vi også rykket to pladsen op og ligger nu nummer syv,” fortæller co-skipper og rorsmand Jes Gram-Hansen efter dagens sejladser.

Halvvejs igennem serien
Halvdelen af Extreme Sailing Series 2014 er nu overstået. SAP Extreme Sailing Team ser frem mod anden halvdel, hvor holdet håber at sejle sig til sæsonens første podieplacering.

Co-skipper og taktikker Rasmus Køstner uddyber:

”Vi har ved flere stævner i år haft få point op til holdene foran os, hvilket blot understreger, hvor tæt det er på serien. Det er de marginaler, vi fremadrettet skal have vendt til vores fordel. Planen er, at fortsætte den træning vi har haft i andre katamaraner ved siden af vores sejlads på serien. For eksempel har vi sejlet GC32 i Østrig og F18 katamaraner i Kaløvig. Den træning har vi planer om at fortsætte med.”

Samlet stilling i Sankt Petersborg
1. Alinghi (SUI) 160 point
2. The Wave, Muscat (OMA) 148 point
3. Emirates Team New Zealand (NZL) 146 point
4. J.P. Morgan BAR (GBR) 120 point
5. Realteam by Realstone (SUI) 117 point
6. SAP Extreme Sailing Team (DEN) 113 point
7. Gazprom Team Russia (RUS) 97 point
8. Oman Air (OMA) 96 point
9. Red Bull Sailing Team (AUT) 95 point
10. GAC Pindar (AUS) 88 point
11. Groupama sailing team (FRA) 88 point
12. RussianFirst (RUS) 40 point

content-loader
content-loader
content-loader