Gå til hoved-indhold
Der blev sejlet tæt sejlads under land. Foto: Peter Ambs, Vallensbæk SejlklubKapsejlads
Der blev sejlet tæt sejlads under land. Foto: Peter Ambs, Vallensbæk Sejlklub

Vallensbæk træner op til sejlsportsligaens første stævne

Vallensbæk Sejlklub har monteret GoProkameraer på deres Match 28-både, og sejlerne filmes også fra trænerbåden, alt sammen for at få den optimale træning.

Af katrine bertelsen |

Søndag var rammen sat for en superdag på land og vand, da 14 forventningsfulde sejlere i alderen 16-70 år mødte op til den indledende træning i Vallensbæk Sejlklubs som forberedelse på deltagelse i Sejlsportsligaen. Det skriver Kenneth Bøggild fra Vallensbæk Sejlklub i en pressemeddelelse.

For at sikre projektets indhold og kvalitet, havde klubben inviteret Per Braad Jensen, som er regerende Danmarksmester i Match28 til at forestå den første træning.

På grund af det forventede sejladskoncept, i forbindelse med sejlsportsligaen, var der til dagens træning med særligt fokus på starter, samarbejde ombord, samt generelt disponering af sejladsen på korte baner.

Projektleder for Vallensbæk Sejlklubs deltagelse i Sejlsportsligaen, Claus V. Andersen siger om dagens træning.

- Jeg er meget tilfreds med den fine opstart af træningen, og glæder mig over den energi som klubbens medlemmer, og vores sejlervenner fra Sejlklubben Køge Bugt har lagt i dagens træning.  Det er også enestående at se, at vores generelle træningskultur, som reelt er udviklet i de to jolleafdelinger kan overføres til træning i kølbåde, og deltagerne uafhængigt af alder gik til stålet, under hele træningen.

Teknologi tages i anvendelse

For at få det maksimale ud af træningen blev sejlerne filmet fra trænerbåden. Udover den eksterne fotografering af alle bådene, var der monteret GoPro kamera i alle bådene, for at filme alle bevægelser om bord, herunder særligt fokus på det samarbejde som er, samt hvordan manøvrerne udføres.

Efter en kort individuel opvarmning på vandet, blev træningen startet med intensivstarttræning, hvor hver båd fik stillet opgaver, på baggrund af det aktuelle individuelle niveau, samt i forhold til de generelle taktiske overvejelser.

Mere end 20 starter blev det til, hvor der mellem hver start blev givet individuel feedback til hver båd via radio til bådene.

Med fortsat fokus på starttræningen, blev der indlagt nogle sejladser, hvor der, udover fokus på starten, også blev fokuseret på den specielle taktik som er forbundet med den ultrakorte bane, som forventeligt vil blive placeret helt tæt på land, til de kommende Sejlsportsliga sejladser.

Under sejladserne var det tydeligt at alle besætninger skulle finde sig til rette på den korte bane, for at sikre layline, og det taktiske overblik i den springende vind. Efter tre intense timer, blev træningen afsluttet med kollektiv feedback i Vallensbæk Sejlklubs juniorhus, hvor de mange videosekvenser blev gennemset og der blev diskuteret vinkler til startlinjen, acceleration, manøvrer og de generelle taktiske overvejelser.

Endelige udtagelser

Udtagelsen af besætningerne, som skal repræsentere Vallensbæk Sejlklub i Sejlsportsligaen, sker i weekenden før hvert af de fire stævner. Udtagelsen vil foregå via et åbent stævne, hvor bedste Vallensbæk Sejlklub-besætning vil blive udtaget. Invitation til de åbne stævner vil fremgå af Vallensbæk Sejlklubs hjemmeside.

Næste træning i Vallensbæk Sejlklub er søndag den 11. maj, hvor der igen vil være fokus på starter, og samarbejdet ombord.

content-loader
content-loader
content-loader