Gå til hoved-indhold
56-årige Niels Henrik Borch: - Det bliver os gamle, der skal sejle for klubben i ligaen, ser det ud til. Foto: Troels LykkeKapsejlads
56-årige Niels Henrik Borch: - Det bliver os gamle, der skal sejle for klubben i ligaen, ser det ud til. Foto: Troels Lykke

Sejlsportsligaen skaber liv i Roskilde Sejlklub

Verdensmestergast i H-båd, Niels Henrik Borch, træner i Klubbens J/22ere. Tre hold vil til første ligastævne i Rungsted, den 30. maj. Isbåde-principper er et hemmeligt våben til gennaker-sejlads.

Af Troels Lykke |

Vi mødte i går Niels Henrik Borch fra Roskilde Sejlklub. Han var i Køløvig, hvor hans 12-årige skrappe søn, Nikolaj, deltog i en stor blæsende påskelejr i Optimistjolle.

Han havde derfor rigelig tid til at tale med minbaad.dk. Vi spurgte om hvordan det går med udtagelsen i Sejlsportsligaen i Roskilde Sejlklub.

- Jamen, det går da fint. Vi er tre hold, der forsøger at udtage os. Vi har trænet nogle gange og unge sejlere er aktiveret i klubben. Morten Nielsen (rorsmand) og jeg har fået fat i to unge sejlere, som vi træner med og som vi håber vi kan udtage os med til det første liga-stævne i Rungsted, siger 56-årige Niels Henrik Borch.

Han mener at Dansk Sejlunions Sejlsportsliga er en god ting for klubben.

- Ligaen har skabt liv og vi har fået nye sejlere med, vi holder udtagelse den 4. maj, så må vi se hvem som skal sejle for Roskilde Sejlklub, men det kunne godt blive os gamle sejlere, der kan tage pladsen, selvom en af de andre skippere, Hans Tønder også kan tage pladsen, siger Niels Henrik Borch, der er flerdobbelt verdensmester i H-båd med Morten Nielsen.

Isbåde-principper på J/70er

I Hellerup Sejlklub får man J/70ere at træne i. Hvad gør I for at lære bådtypen at kende. Den har trods alt gennaker, det har jeres J/22ere ikke i Roskilde?

- Nu er min skipper Morten Nielsen også isbåde-sejler og det er en fordel, når der skal sejles med gennaker, hvor nogle af de samme principper går igen. Men helt ærligt, det finder vi ud af, siger Niels Henrik Borch.

I Roskilde Sejlklub udtager man holdene i J/22.

content-loader
content-loader
content-loader