Gå til hoved-indhold
Goboat ligger mellem havnebadet og Langebro i København. Foto: Goboat.dkHavne
Goboat ligger mellem havnebadet og Langebro i København. Foto: Goboat.dk

Bådudlejning med solcellebåde åbner på Islands Brygge

Så er der atter tilbud til glade Københavnere og turister, der vil have en dag på vandet. Det nystartede firma Goboat åbner for udlejning af solcelledrevne både.

Af katrine bertelsen |

Kursen er sat mod glade dage og gode oplevelser, når Goboat åbner op for udlejning af solcelledrevne picnicbåde i Københavns havn. Et projekt, der er søsat af to iværksættere med et ønske om at skabe et åndehul midt i storbyen.

Bag projektet står arkitekt og designer Carl Kai Rand og iværksætter Kasper Højer Romme, der begge nærer stor beundring for den ånd, der præger det maritime univers, og ikke mindst den unikke form for kvalitetstid, oplevelser på vandet giver.

- Vi har begge savnet et fristed i København a la denne type oplevelser. Derfor vil vi med Goboat skabe en platform, der bringer livskvalitet, kulturelle og bæredygtige oplevelser til københavnerne, turister og alle andre, der skulle have lyst til at hoppe med om bord. Det skønne ved vandet er, at her hilser alle på hinanden. Her hersker ingen fordomme, men blot gensidig respekt, fortæller de to iværksættere om projektet og dets vision.

Bæredygtigt dansk design

Bådene og konceptet er bygget op om bæredygtighed, og der er blandt andet indgået et samarbejde med det norske træfirma Kebony, der leverer bæredygtigt træ til både terminalen, flydebroen og bådene.

De miljøvenlige dansk designede både har plads til op til otte personer og er bygget af blandt andet genbrugsplast. Bådene har en maksfart på 6 knob, og kræver ikke noget speedbådskørekort at sejle. Både og udlejningsterminal drives af solenergi.

Goboats udlejningsterminal er beliggende på Islands Brygge ved siden af Københavns Havnebad. Fra udlejningsterminalen er der mulighed for køb af lækre picnickurve og drikkevarer, så frokosten og middagsmaden kan nydes i havnen i godt selskab på en dejlig sommerdag.

Du kan læse mere på www.goboat.dk

content-loader
content-loader
content-loader