Stærke protester mod havbrug ved Endelave
Både sejlere, lystfiskere, Horsens kommune og Danmarks Naturfredningsforening kæmper imod planer om et større havbrug mellem Endelave og Æbelø.
Mellem Endelave og Æbelø er der ved at blive projekteret et meget stort hav-dambrug, som til dels vil belaste havmiljøet, og dels den frie sejlads i området. Havbruget kommer til at fylde næsten 100 hektar eller en kvadratkilometer.
Foreningen “Endelave Hav- og dambrug – NEJ TAK” er bange for, at hvis havbruget kommer, vil området miste sin attraktion for sejlere, sportsfiskere og –dykkere. Og hvor meget havbruget vil sprede og forurene med kvælstof, medicinrester, sygdomme og parasitter.
Protester fra mange sider
Men uden sværdslag går den ikke, da der kommet en lang række indsigelser fra bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, Horsens kommune, beboerne på Endelave og Friluftsrådet. De er alle bange for de miljømæssige konskvenser, da området i forvejen er belastet af udledning af industri fra Horsens og andre dambrug.
Udledning af kvælstof og fosfor
Det er Hjarnø Havbrug A/S der har ansøgt om at lægge havbrug i området, men bl.a. Friluftsrådet bemærker i deres indsigelse at:
”Det kan desværre forudses, at årlig udsendelse af 88 tons kvælstof, 9,6 tons fosfor og 463 tons organisk stof i et farvand, der i forvejen er stærkt belastet af udledning fra 5 eksisteren-de havbrug, vil resultere i en kronisk forurening, der dels vil umuliggøre håb om opfyldelse af miljømålene for området, dels vil gå stærkt ud over de turistmæssige og rekreative interesser i området.”
VVM-redegørelse ikke god nok
Danmarks Naturfredningsforening (DN) er ikke tilfreds med kvaliteten af VVM-tilladelsen (Vurdering af Virkninger på Miljøet), som på trods af 300 sider er ”stærkt mangelfuld og med bemærkelsesværdig slagside til ansøgers favør”. Det undrer dem, at Miljøstyrelsen på så svagt et grundlag alligevel har valgt at udarbejde et udkast til miljøgodkendelse.
EU-beskyttet naturområde
Beboerne på Endelave har lavet en forening imod havbruget, da man mener at det vil få store miljømæssige konsekvenser, og i øvrigt kommer til at ligge tæt på et naturområde, som EU har besluttet, at Danmark skal passe på. I forvejen har Endelave netop brugt omkring 35 mio. kr på et rensningsanlæg for at nedbringe udledningen fra øen, der nu kun er på ca. 100 kg.
- Det er svært for andre at forstå proportionerne i, at øens spildevand skulle renses så dyrt og fint, når man bagefter giver grønt lys for udledninger, der er 1.600 til 8.400 gange så store i nøjagtigt det samme område, siger formand for foreningen “Endelave Hav- og dambrug – NEJ TAK” – Bent Hindrup Andersen til minbaad.dk, og fremhæver at kvaliteten af VVM-redegørelsen ikke er god nok.
Vi går hele vejen
Fristen for indsigelser til Miljøstyrelsen var den 12. februar, og Bent Hindrup Andersen fortæller, at Miljøstyrelsen har bedt Hjarnø Havbrug A/S om yderligere oplysninger, men fortæller også, at foreningen har tænkt sig at køre sagen hele vejen til EU om nødvendigt.
Du kan læse alle indsigelser mm. her.