Signe og Henrik sejler mod Washington: Nu har vi det sjovt!

Når Henrik skal fortælle om vores tur, så plejer han at sige, at han kan lide at sejle, og jeg kan lide at komme frem.

Jeg finder et sted, hvor jeg gerne vil hen, Henrik sejler os derhen, og jeg finder ud af, hvad vi skal se, når vi kommer frem.

Nogle gange protesterer Henrik en smule over det, vi skal se, men jeg hænger vist også lidt med næbbet ved udsigten til en dag i modvind eller natsejladser.

I bund og grund har vi det egentlig sjovt på forskellige tidspunkter, og i denne uge har Henrik haft det sjovt!

Da vi forlod Annapolis fik vi ikke fyldt diesel på, da der lå en stor motorbåd ved broen, for hvem det ville tage en time, før de var færdige, så vi satte sejl og sejlede fra Annapolis med 30 liter diesel i tanken.

Planen var at fylde diesel på længere nede af kysten, men hver gang vi kom forbi et sted, hvor vi muligvis kunne tanke, så sagde Henrik:

”Nej, jeg tror, vi klarer det”, og så sejlede vi videre for sejl. Jeg har efterfølgende mistænkt ham for at have gjort det med vilje, for uden meget diesel i tanken kunne vi jo kun sejle for sejl, hvilket vi så gjorde.

Når der var lidt vind, satte Henrik sin Code 0, i 10-15 m/sek. modvind kunne vi krydse hele dagen med rælingen under vand, og da vi var bange for, at vi var løbet helt tør, kunne han endda få lov at sejle for sejl helt ind i en lille bugt under store protester fra min side. Det eneste svar jeg fik retur var:

”Nu har vi det sjovt!”

På nær nogle få gange, hvor jeg lige får fat i rorpinden og faktisk synes, det er meget sjovt at styre, så interesserer selve sejladsen mig ikke.

Men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg efterhånden ikke har samlet lidt viden op. Når jeg fx foreslår at lægge os for anker et sted frem for et andet, da vindretningen da vil være mere fordelagtig til næste dags sejlads, så er det sød musik i Henriks ører.

Jeg tror faktisk, han i de situationer elsker mig lidt mere! Han bliver også ved med at sige, at jeg ser godt ud i mine lange underbukser uden make-up og med uglet hår, men jeg tror mest han siger det på samme måde, som at jeg siger, at han er stærk, når han bærer alle indkøbsposerne.

I denne uge har vi stort set ikke været af båden, da vi de fleste dage først er kommet frem til en ankerplads lige inden, det er blevet mørkt.

Kun et par gange har vi haft mulighed for at gå i land, og de steder figurer næppe i en Turen går til. Men i går aftes nåede vi Washington DC, så nu skal jeg til at have det sjovt.

Jeg har allerede foreslået en aften med highlights fra Puccinis La Bohème, men Henrik foregav at falde om ved tanken om det, så jeg skal vist lige have mindet ham om, hvor sjovt vi har haft det i sidste uge!

Signe

Ugens rute mod Washington.

Henrik har det sjovt.

Endelig får vi diesel ved Cobb Island. Cobb Islands primære claim to fame er, at der i december år 1900 var en gruppe af videnskabsmand, der gennemførte verdens første radiotransmission fra Cobb Island. Spørgsmålet lød: ”Sner det hos jer?” Og svaret var ja. De befandt sig nemlig kun en mil derfra.

Smuk aftenhimmel i Potomac River lige inden 18 timers uafbrudt regn.