Gå til hoved-indhold
Aarhus Internationale Sejlsportscenter vil blive opført på Aarhus Ø på det nordvestlige hjørne over for Træskibshavnen.Havne
Aarhus Internationale Sejlsportscenter vil blive opført på Aarhus Ø på det nordvestlige hjørne over for Træskibshavnen.

Penge fra A.P Møller til Aarhus

Sailing Aarhus har for alvor fået medvind, efter at A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilget 36 mio. kroner.

Af katrine bertelsen |

Sailing Aarhus vision om at opføre et internationalt sejlsportscenter i Aarhus har for alvor fået medvind, efter at A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilget 36 mio. kroner til fuldførelse af visionen.

I efteråret 2013 blev der udskrevet en projektkonkurrence om at udforme det kommende sejlsportscenter. 5 projektteams blev udpeget til at deltage i konkurrencen, og i december blev vinderforslaget udpeget af en enstemmig bedømmelseskomite.

Vinderforslaget blev udarbejdet af arkitektfirmaet Entasis i samarbejde med Praksis Arkitekter, Henry Jensen A/S og Schønherr A/S.

Projektkonkurrencen blev gennemført med støtte fra A. P. Møller Fonden og det er selvsamme fond der nu har besluttet, at støtte opførelsen af Aarhus Internationale Sejlsportscenter. Sejlsportscenteret skal bygges på en meget attraktiv byggegrund på Aarhus Ø, der stilles til rådighed af Aarhus Kommune.

“Jeg er utrolig glad for og stolt af den flotte donation fra A.P. Møllers Fond til et sejlsportscenter i Aarhus. Det giver et kæmpemæssigt rygstød til projektet, så vi, i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad i 2017 og ISAF VM i 2018, har sejlsportsrammer i verdensklasse,” siger borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard.

”Det nye sejlsportscenter bliver et centralt omdrejningspunkt for sejlsporten og hele livet på Aarhus Ø. Det bliver en bygning, der kommer til at binde by og vand sammen, og som for alvor vil blomstre, når Aarhus i 2018 danner ramme om VM for samtlige olympiske bådklasser. Jeg vil derfor gerne takke fonden for den flotte donation, der giver projektet den fortjente medvind,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad.

”Det er en kæmpe anerkendelse af vores projekt” siger formand for Fonden Aarhus Internationale Sejlsportscenter, Hans Skou. ”Sejlsportscenteret vil være et markant løft til dansk ungdoms-, talent- og elitesejlsport, ligesom vi med centeret vil få den ideelle base til at eksponere og præsentere sejlsport over for nye brugergrupper indenfor blandt andet børne- og unge området. Med andre ord er denne flotte gave fra A.P. Møller Fonden med til at realisere visionen om at åbne og synliggøre sejlsporten langt mere overfor hele Danmark.”

Arbejdsgruppen bag projektet skal nu i gang med den videre projektproces der vil omfatte fundraising, projektering og lokalplanudarbejdelse.

content-loader
content-loader
content-loader