Gå til hoved-indhold
Der var masser vind samt skumtoppe til weekendens DM i Starbåd. Foto: Pia Vinther SørensenKapsejlads
Der var masser vind samt skumtoppe til weekendens DM i Starbåd. Foto: Pia Vinther Sørensen

22 m/s til åbent Star-DM

Blandt 13 både løb Troense-sejlerne Flemming Sørensen og Niels Thrysøe med guldet. Rune Schytt og Henrik Ahrentsen tog sølv, mens tysk/estisk par blev 3’er.

 

Af Sara Sulkjær |

13 Starbåde fra Danmark og Tyskland var samlet om det åbne Danmarksmesterskab "Henry Rasmussen Memorial Throphy" i weekenden d. 4.-6. september.  

Det var den danske Starbåds-fleet, der sammen med Troense Bådelaug, havde stablet stævnet på benene. 

Allerede inden startføjt havde vejrprognoserne lovet masser af vind. Dette løfte skulle desværre vise sig at blive mere end opfyldt.  

Debut-par først over stregen 

Med 13 både på startlinjen startede første sejlads fredag.

Frank Berg fra Hellerup Sejlklub med gast Martin Hjelsberg viste, at fart, sammen med god bådteknik, er vejen frem.

- En flot præstation i deres første kapsejlads sammen, fortæller Rune Schytt, Starbåd-sejler samt sekretær i den danske Starbåds-fleet i en pressemeddelelse.

Dette skal ikke mindst ses i skyggen af, at det er hele 20 år siden, Frank Berg sidst var ombord på en Starbåd. 

Sejladsens 2. plads gik til Flemming Sørensen og Niels Thrysøe. Dernæst fulgte tyskeren Arnd Glunde med gasten Allart fra Estland. 

Lokale sejlere trak det længste strå

På stævnets 2. sejlads kom de lokale Troense-sejlere Flemming Sørensen og Niels Thrysøe først i mål.

De blev forfulgt af Arnd Glunde og Allart på 2. pladsen, mens Rune Schytt med gasten Henrik kom ind som 3’er. 

Igen i 3. løb kunne Flemming Sørensen og Niels Thrysøe glæde sig over sejren.

Her kom Rune Schytt og Henrik på 2. pladsen med Helge Spehr og Andreas Kaerger, begge fra Tysklad, som 3’er.

- Fredagens sejladser blev sejlet i gode forhold i 10-16 knob og meget stabile vindretninger, fortæller Rune Schytt.

22 m/s ved dommerbåd

Begge sejladser startede med vinden lige i snuden og sluttede med læns. 

- Perfekte startlinjer og professionelt arbejde af banefolket, mener Rune Schytt.

Desværre blev disse løb også de sidste. 

Grundet for meget vind både lørdag og søndag var det ikke muligt at afholde flere sejladser.

- Bådene blev kaldt på vandet 2 gange lørdag, men begge gange returnerede vi til havn uden at have sejlet, fortæller Rune Schytt.

Der blev målt op til 43 knobs vind - eller 22 sekundmeter - på dommerbåden. 

Alle sejladser aflyst søndag

Søndag morgen blev det besluttet at aflyse alle sejladser - og dermed stævnet - grundet den stadig hårde vind.

Således kunne præmieoverrækelsen finde sted allerede kl. 10. 

Øverst på medaljeskamlen stod Flemming Sørensen med gast Niels Trysoe Hansen fra Troense Bådelaug.

Rune Schytt og Henrik Ahrentsen - ligeledes fra Troense Bådelaug - snuppede sølvet. Bronzemedaljen gik til Arnd Glunde fra Tyskland og Allart fra Estland. 

content-loader
content-loader
content-loader