Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Den prestigefyldte klasse kommer til Sydfyn. Foto: Gilles Martin-Raget

Star-VM til Troense - bankede Monaco og St. Tropez

- VM i Troense 2017 er en drøm, der går i opfyldelse, og vi måtte knibe os selv i armen, da vi modtog meddelelsen fra starbådsklassens hovedkontor i USA, siger Starbåds-sejler Flemming Sørensen.

Af Troels Lykke |

Det internationale Starbådsforbund har peget på Svendborg som vært for VM i starbådsklassen i 2017.

Erfaring fra tidligere stævner og et stærkt samarbejde med Sport Event Fyn, Sport Event Denmark og SvendborgEvent, bragte Troense Bådelaug en bådlængde foran konkurrenterne fra bl.a. Monaco, St. Tropez og Napoli.

”Det er simpelthen en drøm, der er går i opfyldelse, og vi måtte lige knibe os selv i armen, da vi modtog meddelelsen fra starbådsklassens hovedkontor i USA. Vi købte hver en starbåd for 8 år siden og snakkede for sjov om, at det kunne være spændende engang at arrangere et af de store stævner for klassen her i Svendborg. Nu er det en realitet”, fortæller Flemming Sørensen og Rune Schytt-Nielsen fra Troense Bådelaug, der har været de drivende kræfter bag VM-ansøgningen.

70-100 både

70-100 både forventes at deltage, når det går løs i Lunkebugten i 2017, og da mange af sejlerne har familie med, vil ca. 500 tilrejsende strømme til Svendborgområdet den første uge af juli.

”Det er fantastisk, at endnu et VM nu lander på Fyn. Det maritime er klart en af vores styrkepositioner på øen, og jeg ser frem til, at VM for starbåde nu skal afgøres i det smukke Svendborgsund. Her har vi nogle helt formidable forhold for afvikling af sejladser og gennem et stærkt samarbejde mellem Troense Bådelaug, Sport Event Fyn, SvendborgEvent og Sport Event Denmark har vi de helt rette folk ved eventens ror”, siger Lars Erik Hornemann, borgmester i Svendborg og medlem af styregruppen i Sport Event Fyn.

Medlemmerne af Troense Bådelaug er klar over, at det er en stor opgave, der ligger forude. Sidste års vellykkede starbådsstævne District 13 Championship, der fik sejlere fra Polen, Holland og især Tyskland til at pege på Troense Bådelaug som VM-arrangør, har dog skabt en solid platform af frivillige kræfter.

Glæder sig til at vise smuk by frem

Troense Bådelaugs formand Lars Hansen siger:

”Hårdt arbejde og dygtighed har sikret os tildelingen af VM, og det er vi rigtig stolte af. Vi ser frem til, at Troense og hele Svendborg med hoteller og spisesteder kommer til at summe af sejlerliv, når VM løber af stablen. Vi glæder os til at vise vores smukke by og perfekte farvand frem for hele sejlerverdenen - og ikke mindst til at opleve en hidtil uset aktivitet på Lunkebugten”.

En del tyske hold vil helt sikkert komme og måske også Claus Olesen, der her gaster på Bahamas i Star Sailors League i december 14. Foto: Troels Lykke

content-loader
content-loader
content-loader