Gå til hoved-indhold
Om knæskaden, forklarer Sarah Gunni: - Jeg kan ikke træne hver dag som andre, men kun fire gange om ugen, men sådan er det bare. Foto: Søren W. KristensenKapsejlads
Om knæskaden, forklarer Sarah Gunni: - Jeg kan ikke træne hver dag som andre, men kun fire gange om ugen, men sådan er det bare. Foto: Søren W. Kristensen

Gunni kun tre point fra EM-bronze trods skadet knæ

Bedste dansker blev Sarah Gunni på en 4. plads. Hun var kun tre point fra bronze. Patrick Döpping vandt U 21 EM i Laser Radial og bedste i Laser-jollen blev Michael Hansen på 31. plads.

Af Troels Lykke |

Sarah Gunni lagde ellers ud med at føre EM i Kaløvig, efter to førstepladser, men siden blev placeringerne noget ustabile, erkender den 25-årige sejler overfor minbaad.dk, mens solen bager ned på hende på Kaløvig Lystbådehavn, hvor 300 Laser og Laser Radial-sejlere fra 40 nationer, befinder sig.

- Det var et svært EM, da skyerne havde ekstra meget indflydelse og gav ekstra store vindspring og vindtryk på banen, siger en glad Sarah Gunni, der i fredagens lette vejr, sejlede en 26. og 5. plads hjem.

På en samlet sjetteplads slutter Horsens-sejleren Anne-Marie Rindom, der ellers var spået en medalje, men hun synes også, at der var 'kuk' i vinden, som hun udtalte det midt på ugen.

Anne-Marie Rindom vinder alligevel For-OL udtagelsen foran Sarah Gunni og skal om tre uger sejle i Rio. Hvem der snupper OL-billetten i Laser Radial i 2016 bliver først afgjort til november i Oman, hvor det første udtagelsesstævne sejles.

Hos mændene gik det langt værre set med danske øjne, bedste dansker blev Michael Hansen fra Egå Sejlklub, på en 31. plads i guldfeltet, mens OL-sejleren fra 2012, Thorbjørn Schierup måtte nøjes med en 48. plads.

U-21 EM guld til Egå-sejler

Opmuntrende var det dog at den kun 17-årige Patrick Döpping fra Egå Sejlklub tog U-21 EM-guld foran 75 modstandere i Laser Radial hos mænd.

- Jeg er egentlig skiftet til Laser-klassen, men jeg synes ikke det er gået så godt som det skulle gøre, så jeg ville tjekke min form i Laser Radial-klassen og jeg kan se at jeg er gået frem, især når det blæste, der lavede jeg to førstepladser. Og jeg var slet ikke i nærheden af medaljer sidste år ved U-21 EM, forklarer den nye guldvinder.

Se flere fotos af fotograf Søren W. Kristensen

content-loader
content-loader
content-loader