Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
De lokale sejlklubber har i mange år haft lyst til at dele sejlsportens mange værdier med byens skoleelever, siger Capitani fra Sailing Aarhus

Mere sejlads på skoleskemaet i Aarhus

Aarhusianske folkeskoleelever får nye sejlmuligheder, efter at UNO Friluftscenter indgår samarbejde med Sailing Aarhus, Dansk Sejlunion, Den Blå Rambla og fem lokale sejlklubber.

Af Troels Lykke |

Omdrejningspunktet for samarbejdet er vandsport med aktiviteter, der spænder fra naturvejledning, Stand Up padling og kajaksejlads samt jolle- og kølbådssejlads – alt sammen i og omkring Aarhus Bugt.

Alle klassetrin fra 0. til 10. klasse kan være med, og dermed føjer aftalen sig ind i folkeskolereformens ambitioner om den åbne skole. Folkeskolerne får igennem samarbejdet med sejlklubberne adgang til den bedste beliggenhed, godt udstyr og stor viden om, hvordan man introducerer børn og unge til sunde vandaktiviteter og sejlads.

Bünyamin Simsek, rådmand for Børn og Unge, glæder sig over aftalen.

”Eleverne får nogle nye og fantastiske muligheder. Ikke alene kommer de til at møde dygtige sejlere og engagerede frivillige, der er også en hel masse at lære omkring vind, vejr og natur på alle niveauer. Jeg ser aftalen som et meget stort aktiv for alle parter, ikke mindst børnene og de unge,” siger Bünyamin Simsek.

Aftalen peger også frem mod såvel Aarhus 2017 som ISAF

verdensmesterskaberne i sejlads, der holdes i Aarhus i 2018. Derfor arbejdes der i øjeblikket på et undervisningsforløb, som rækker frem mod det største sejlsportsstævne i Danmark nogensinde. 

Thomas Capitani Nielsen, direktør i Sailing Aarhus, siger om aftalen:

”Vi er ovenud lykkelige for aftalen. De lokale sejlklubber har i mange år haft lyst til at dele sejlsportens mange værdier med byens skoleelever, og samarbejdet med Børn og Unge samt Den Blå Rambla giver os en unik mulighed for at invitere skoleeleverne ud på vandet i spændende og udfordrende, men samtidig trygge rammer. Den massive interesse, vi allerede nu oplever til efterårets programmer, tyder på, vi har ramt rigtigt, og sejlklubberne glæder sig til at byde de mange ”nye” sejlere velkommen”, siger Thomas Capitani Nielsen.

Hos Den Blå Rambla siger formand Bent Hviid: "Et rigtig godt tilbud til leg, læring og idræt på, ved og i vandet. Jeg håber, at rigtig mange vil bruge de nye muligheder."

Også Dansk Sejlunion ser positive takter i den nye samarbejdsaftale.

”Vi synes det er fantastisk at samarbejdet giver Sejlklubberne mulighed for at introducere en masse nye børn og unge til vores bys store anden natur, Aarhus Bugt, hvor der er fokus på sejlads, godt sømandskab og vandaktivitet” siger Leon Träger fra Dansk Sejlunion.

Den nye samarbejdsaftale betyder samtidig, at Aarhus Kommune afvikler Dakbjerg Sejlcenter ved Mossø, som frem til i dag har udgjort skolernes tilbud om sejlads.  Den nye aftale træder i kraft 1. august 2015 og vil løbende blive evalueret, første gang med udgangen af skoleåret 2015/2016.

Fakta

-      Bag samarbejdsaftalen står: UNO Friluftscenter (Børn og Unge), Sailing Aarhus, Dansk Sejlunion, Den Blå Rambla, Kaløvig Bådelaug, Egå Sejlklub, Sejlklubben Bugten, Aarhus Sejlklub og Marselisborg Sejlklub.

-      Sejlklubbernes instruktører er sammen med UNO Friluftscenters sejlsportsansvarlige lærer ansvarlige for aktiviteterne.

-      Målet er, at eleverne lærer en masse om den natur, der omgiver Aarhus, og får øjnene op for nogle af de mange muligheder, Aarhus Bugt giver i forhold til fysisk bevægelse og rekreative aktiviteter. Samtidig understøtter aktiviteterne den læring, der sker i skolen.

-      Eleverne vil møde både den unge landsholdssejler, tursejleren og senioren, der har sejlet på bugten hele livet.

content-loader
content-loader
content-loader