Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
”PG” er nu sejlet mod ukendte horisonter.

PG - en af sejlsportens store ildsjæle er sejlet bort

Sejleren, Optimistkongen, kapsejladsdommeren og fhv. skoleinspektør Poul Gustav Hansen, er sovet stille ind i Hvidovre som 99 årig. Journalist Henrik Hansen skriver her faderens nekrolog.

Af Henrik Hansen |

Dermed har dansk sejlsport mistet en af sine store ildsjæle, der som den første så Optimistjollens store potentiale i klubbernes ungdomsarbejde og senere kastede ”PG” sig over årtiers organisatorisk arbejde i Dansk Sejlunion, hvor han sad i Hovedbestyrelsen for Køge Bugt Kredsen i flere perioder.

”PG” var også formand for Hvidovre Sejlklub Suset i klubbens mest aktive periode, hvor han også var foregangsmand for at få bygget den nuværende lystbådehavn.

Han har modtaget Dansk Idrætsforbunds Ærestegn, Dansk Sejlunions Ærestegn og var ved sin død æresmedlem af Hvidovre Sejlklub og var aldersmæssigt ældste medlem af Kongelig Dansk Yachtklub. Under krigen sejladsforbud startede ”PG” en sejlklub på Esrum Sø, og har startet sejlklubben for Optimistjoller på Peblingesøen.

Så mulighed i Optimistjollen

Da de allerførste danske Optimistjoller kom på vandet i Vordingborg i 1954, hvor jollesejlende fædre byggede fire joller efter den amerikanske konstruktør Clark Mills tegninger.

Da ”PG” samme år blev præsenteret for den nye jolle, så han straks en enestående mulighed for at lade skolebørn komme ud og lære at sejle og blive fortrolig med vandet på en billig måde. 

Desuden åbnede den billige selvbyggerjolle, muligheden for at etablere et meget bredere ungdomsarbejde i sejlklubberne. Dengang kunne en Optimist bygges for 250-300 kr.

Via sit arbejde som sløjdlærer på Strandmarksskolen i Hvidovre fik ”PG” søsat et aftenskolehold med Optimist-byggeri for både forældre og store skoleelever. Blandt de børn der fik Optimistjoller dén vinter kan nævnes Ib Ussing Andersen, der to år senere vandt den første Landskolekapsejladsen i Hvidovre, der i en årrække var det uofficielle DM i Optimistjolle. 

Aftenskolebyggeriet af Optimister vakte hurtigt dagbladenes interesse og skabte interesse for den nye jolle landet over. ”PG” tog på utallige foredragsturneer rundt i sejlklubberne og havde ofte Politiken-journalisten Strømberg med på sine turneer.

Kaldt for Optimistkongen

Avisens daværende chefredaktør Hakån Steffensen fulgte ivrigt med i ”PG”s arbejde med Optimisterne og gav ham navnet ”Optimistkongen” ved hans 50 års fødselsdag.

Optimisteventyret i Hvidovre gav også genlyd i udlandet, med artikler i aviser så langt væk som Australien. Fra Hvidovre spredte Optimist-jollen sig internationalt som ringe i vandet, og ”PG” blev kontaktet med anmodninger om tegninger. ”PG” fik desuden hjælp fra Paul Elvstrøm til at starte eventyret op med.

”PG” var også en af de første herhjemme, der så mulighederne for sponsering i sejlsporten, hvor han fik firmaer til at købe klubejede joller, mod at de fik  navn eller logo på fribordet.

Dengang var sponsering endnu et fy-ord i sejlsporten. Han skrev også den første bog om Optimistsejlads, der blev oversat til mange sprog.

I 1961 var ”PG”, sammen med Viggo Jacobsen, Århus, initiativtagere til den landsdækkende Optimist-organisation DSO, som ”PG” blev den første formand mangeårige formand for.

Arbejdet med den kredsinddelte Optimist-organisation inspirerede ”PG” og en gruppe af klubformænd til en reform af Dansk Sejlunion.

I et energisk samarbejde med især den senere formand for Dansk Sejlunion, Mogens Maag, og formanden for Skovshoved Sejlklub, Erik Aagaard, blev der udarbejdet et forslag til ny struktur, der blev vedtaget på Sejlerdagen i midten af tresserne. Under sine mange år sejlunionens hovedbestyrelse var ”PG” især aktiv i ungdomssektoren og opbyggede uddannelsessektoren med fx dommeruddannelserne.

Respekteret kapsejladsdommer

”PG” var i mange år også en meget respekteret kapsejladsdommer, der især var kendt for sine gode startlinier  og for at lytte til sejlerne.  VM i OK-joller i Sønderborg og  ISAF’s World Women Championship i firserne var et par af ”PG”s sidste dommertjanser, inden han trak sig tilbage på toppen af sin dommerkarriere.

Allerede fra barnsben I Næstved var det sejlsporten der trak i ”PG”, hvis forfædre talte både professionelle skippere og lystsejlere . Havnen, kanalen og farvandet ved Karrebæksminde var barndommens land for ”PG” , der havde en lille jolle, som mindede om Optimisten.

I 1947 søsatte ”PG” sin 45 m2 Utzon-spidsgatter, ”Fant”, som han selvbyggede sammen med hustruen ”Gulle”, der var en utrolig stor støtte for ham i hans engagement i sejlsporten.

Blot en måned før sin bortgang vandt ”Fant” det største løb ved Dansk Forening for Lystsejlads sommerstævne og det fyldte ”PG” med stolthed i sin sidste stund.

Æres være ”PG”s minde
”PG” bliver bisat fra Strandmarkskirken i Hvidovre onsdag d. 5. august kl. 14.30.

Optimisteventyret i Hvidovre gav også genlyd i udlandet, med artikler i aviser så langt væk som Australien.

content-loader
content-loader
content-loader