Signe på Exumas: Vækket af tågehorn midt om natten

Efter et par gode dage i Nassau, hvor vi, ud over at opgradere vores fiskeudstyr, gik på sightseeing i Bahamas’ hovedstad og fik syet vores sejl, der var flækket i underliget, satte vi kursen sydpå til Exumas. 

Alle cruisere, vi har talt med - uden undtagelse – siger det samme om øgruppen: ”Oh, it’s gorgeous!” Og ind til videre kan vi kun give dem ret! Vores første stop fra Nassau blev Norman’s Cay, som er berømt og berygtet for at have været et center for narkosmugling fra Columbia til USA. 

Det har efterladt sine spor med et par efterladte boliger, angiveligt med skudhuller, og et nedstyrtet fly, som man kan snorkle ved. Men ud over det, er det også et smukt sted. 

Mange steder i Bahamas er der meget strøm, og mange har derfor tidligere smidt to ankre i et V (eller i en 180 graders vinkel i en Bahamian mooring) for at minimere svingradius og for at undgå at trække ankeret løst, når strømmen vender. 

Det har dog vist sig, at der kan pålægges hvert anker yderligere belastning, når man ankrer på denne måde, og det anbefales derfor blot at smide et anker. Vi smed dog to. Ikke i et V eller i en Bahamian mooring, men i forlængelse af hinanden, da Henrik netop har læst, at to ankre i tandem giver det bedst hold. Det er ganske givet også muligt, men ikke når strømmen vender, skulle vi erfare.

Vi blev vækket lidt før midnat, da nabobåden blinkede med sin lommelygte imod os og tudede i sit tågehorn. Vi stod op for at se, hvad der foregik. Her kunne vi se, at en af de andre både flød forbi os med en vældig hast. Henrik fandt vores tudehorn frem, og så vækkede vi den sejlende båd (og sandsynligvis det meste af ankerpladsen) for at fortælle ham, at vi mente, han bevægede sig. 

Han gjorde sjovt nok ingenting ved det, og da vi kiggede os omkring, så vi, at de fleste både flyttede sig? Kunne det passe?! Efter lidt diskussion frem og tilbage, måtte vi dog indse, at vi altså ikke lå samme sted, som vi havde ligget tidligere på dagen. Men hvordan kunne vi slæbe to ankre efter os flere hundrede meter? 

Vi havde et Rocna, der burde sætte sig med det samme, og et Fortress, der burde være godt til sandbund? Først underholdte vi tanken om, at der måske var nogen, der havde flyttet på vores ankre, men det var alligevel mere urealistisk, end at ingen af ankrene ikke havde sat sig igen. Vi konkluderede derfor til sidst, at de to ankre måtte havde forviklet sig ind i hinanden, da strømmen var vendt. 

I første omgang blev vi liggende, hvor vi var landet, men da strømmen vendte igen, kom vi i karambolage med vores nye nabobåd. Heldigvis var der ingen vind, og vi kunne holde ham fra os med bådshagen, men da det havde fortsat en halv times tid, blev det alligevel lidt trættende, og vi besluttede os for at flytte os. 

Før det blev lyst, fik vi begge ankre op igen og sneg os tilbage til vores udgangspunkt i håbet om, at ingen dagen efter kunne finde ud af, hvem der havde vækket dem alle med et tudehorn. 

Båden, vi havde vækket, genkendte os dog med det samme, men som cruising-verden er, når den er bedst, så er de nu blevet et godt bekendtskab! Og nå ja, fremover smider vi kun Rocna’et!

Signe