Gå til hoved-indhold
Der var venteliste til weekendens J/80-stævne i Nivå. Foto: Folke GalsgaardKapsejlads
Der var venteliste til weekendens J/80-stævne i Nivå. Foto: Folke Galsgaard

J/80 Liga Cup: Taskekonceptet fik sejlere på vandet

Kerteminde-hold vandt stort og indkasserede Elvstrøm Sails-tasker i Nivå.

Stævner, hvor klubbåde stilles til rådighed, er vejen til flere deltagere, mener arrangører af J/80-stævnet.

Af Sara Sulkjær |

Arrangørerne af weekendens J/80 Liga Cup stævne i Nivå tiltrak besætninger fra hele landet og måtte sætte interesserede på venteliste, da de første 18 hold havde tilmeldt sig. 

Taskekonceptet, hvor de fire arrangerende klubber, Helsingør Sejlklub, KDY, Taarbæk Sejlklub og Nivå Bådelaug, havde stillet syv klubbåde til rådighed til korte, intensive sejladser helt inde under land apellerede til sejlere med vidt forskellig baggrund. Her var ikke blot sejlere fra J/80-klassen eller Sejlsportsligaen, hvor konceptet er lånt fra. 

- Sociale stævner i klubbåde, med masser af erfaringsudveksling imellem besætningerne, som kommer på land imellem sejladserne, er tilsyneladende opskriften på de mange deltagere, fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse. 

Arrangørerne havde desuden prioriteret at tilbyde stævnet til lavest mulige deltagergebyr for at tilgodese enhver pengepung.

Kerteminde med fem førstepladser

Lørdag blev der gennemført fem flights med i alt 15 sejladser i en meget svag vind, hvor selv en helt kort bane på bare 200 meter til topmærket afslørede store forskelle på de to sider.

Og med udsigt til mere vind søndag i de tidlige morgentimer indkaldte banelederen, Christian Caspersen, til Red Eye start søndag 7:30. Desværre holdt prognosen ikke og efter en god times venten og et enkelt startforsøg, måtte yderligere sejlads opgives.

Team Kerteminde Sejlsportsliga viste, at det ikke var tilfældigt, at holdet har været i Champions League i J/70.

De mestrede også J/80, hvor det unge team præsterede en overbevisende sejr med fem førstepladser. Hvad var mere oplagt end at modtage fire store sejlertasker fra Elvstrøm Sails i præmie.

Store fremskridt fra KDY-hold

Nivå Bådelaug har de to foregående vintre arrangeret J/80 sejlads hver søndag formiddag. I den forgangne vinter har der deltaget over 60 sejlere bl.a. med fast deltagelse fra Taarbæk Sejlklub og KDY, hvor det relativt nye KDY-hold, Nautilus, har gjort kæmpe fremskridt.

Dette var tilstrækkeligt til at blive nr. to i J/80 Liga Cup stævnet. En glædelig overraskelse for dem selv og anledning til eftertanke hos andre.

- Vi har fået meget positive tilbagemeldinger fra deltagerne, og nogle beder allerede nu om at blive skrevet op til det næste stævne. Det gør det sjovt at arrangere. Jeg håber også, at der er flere sejlklubber, der vil hoppe med på vognen og lave denne type stævner, fortæller stævneleder, Folke Galsgaard. 

J/80 klassen er over de seneste år vokset stærkt i Øresundsområdet. De fire arrangerende klubber har med de mange positive reaktioner fra deltagere og tilskuere skabt en model til velbesøgte stævner, uanset bådtype.

Se flere billeder fra stævnet herunder. Fotos: Folke Galsgaard

content-loader
content-loader
content-loader