Gå til hoved-indhold
Bornholms indtog i Købehavn har nu ført til åbningen af en ø-ambassade i hovedstaden. Bornholm indtager i øvrigt på ny Rådhuspladsen i København lørdag 30. april 2016. Foto: Torben AgerKort Nyt
Bornholms indtog i Købehavn har nu ført til åbningen af en ø-ambassade i hovedstaden. Bornholm indtager i øvrigt på ny Rådhuspladsen i København lørdag 30. april 2016. Foto: Torben Ager

Ny ambassade skal lokke sjællændere på ø-ferie

Rederiet Færgen åbner pop-up ø-ambassade i hovedstaden. Initiativet skal udbrede kendskabet til events på de danske øer blandt sjællænderne.

Af Sara Sulkjær |

Der findes i alt 74 ambassader i København. Nu bliver en ny og utraditionel en af slagsen føjet til listen med åbningen af en såkaldt ø-ambassade i hjertet af hovedstaden. Formålet er at give sjællændere mulighed for ved selvsyn at stifte bekendtskab med de begivenheder, der året rundt finder sted i det danske ørige.

Løfter i samlet flok 

- Der er så mange positive historier at fortælle fra øerne, og vi leder hele tiden efter nye måder at formidle dem på. Øernes udfordring er generelt, at det er svært at trænge igennem med budskaberne, når man er alene, men råber man i kor, er chancen for at blive hørt alt andet lige større, fortæller Lindy Kjøller, salgs- og marketingchef i rederiet Færgen, og fortsætter:

- Derfor glæder vi os meget til at åbne ø-ambassaden, som vil blive et samlingssted for små og store begivenheder, der sætter fokus på de mange oplevelser og events på de danske øer, lyder det i en pressemeddelelse.

Han understreger, at ø-ambassaden ikke kun vil være tilgængelig for de øer, som rederiet selv sejler til. Initiativet udspringer således af Færgens bookingportal Dansk Ø-ferie*, hvis grundidé er at markedsføre alle danske øer i samlet flok, frem for at øernes turistorganisationer gør brug af enkeltstående initiativer.

Ø-ambassaden får adresse i Sankt Gertruds Stræde ved Kultorvet i Københavns indre by. Der er tale om små og hyggelige lokaler, som skal være med til at illustrere den intimitet, som i høj grad er at finde på de danske øer.

50.000 københavnere viste interesse 

Første arrangement finder sted fredag 26. februar, hvor ø-ambassaden vil danne ramme om en bogudgivelse med rod i Fanø. Der er tale om Hans Hedegaard Andersens debutroman ”Manden i månen”. 

Herefter vil ambassaden løbende være med til at promovere en lang række begivenheder på de danske øer. Der kan eksempelvis være tale om Folkemødet på Bornholm, verdens største dragefestival på Fanø, Det Gastronomiske Folkemøde på Lolland, Langelandsfestival og den årlige kåring af Samsøs bedste kartoffelmad.

At ø-liv har københavnernes interesse, kunne Færgen konstatere allerede sidste år. Således var anslået 50.000 mennesker til stede, da i alt 55 bornholmske erhvervsdrivende præsenterede et gigantisk mad- og oplevelsesmarked på Rådhuspladsen. 

Siden da har rederiet barslet med nye initiativer med det formål at bringe øerne tættere på resten af Danmark, hvilket altså nu har resulteret i tilblivelsen af en ø-ambassade i hovedstaden.

*Om Dansk Ø-ferie

Dansk Ø-ferie er en bookingportal, der gør det muligt at booke både transport, ophold og oplevelser hjemmefra. Det sker ved at samle alle de bedste oplevelser på de danske øer ét sted og at tilbyde disse som henholdsvis ø-hop, skræddersyede løsninger efter turisternes eget ønske og færdige pakker med oplevelser og events.

Ambitionen er at trække flere turister til de danske øer og at udnytte de mange muligheder, øerne besidder. Blandt dem fred og ro, gourmet, smuk natur, gode muligheder for aktiv turisme samt korte afstande imellem alle oplevelserne.

Besøg bookingportalen her
content-loader
content-loader
content-loader