Guide til lovlig sejlads i havvindmølleparker
Marine Coordination Manager, Peder Rosenberg Pedersen fra DONG, gør opmærksom på at sejladsen igennem vindmølleparken skal planlægges, fortæller duelighed.dk
Et besøg i en havvindmøllepark kan være en spændende og storslået oplevelelse, og kun de færreste har fantasi til at forestille sig, hvordan en havvindmølle på tætteste hold, tager sig ud fra en lille båd, med sine tons-tunge vinger susende i potent rotation
Den danske Søfartsstyrelse har besluttet, at du som udgangspunkt må sejle mellem havvindmøller i danske farvande- i modsætning til myndighederne i f.eks. England og Tyskland, hvor sejlads imellem havvindmøller kan være begrænset af regler vedrørende fartøjets størrelse, den aktuelle sigtbarhed, vindstyrke m.m.
Sejl ikke i område under opbygning
Det er forbudt at sejle inde i vindmølleparkerne, mens de er under opbygning. I byggefasen vil der derfor være oprettet en sikkerhedszone, hvor al uvedkommende sejlads m.v. ikke er tilladtt.
Området er almindeligvis afmærket med gule specialafmærkninger, men når møllerne er færdigbyggede, kan du læse i Efterretninger for Søfarende, at sikkerhedszonen ophæves, og sømærkerne fjernes.
Herefter må du sejle imellem møllerne på eget ansvar, med mindre lokale regler siger noget andet (spørg DONG, den lokale politimyndighed eller havnefoged).
Planlæg først
Marine Coordination Manager, Peder Rosenberg Pedersen fra DONG, gør opmærksom på at sejladsen igennem mølleparken altid skal planlægges, herunder at der indhentes sejladsoplysninger og navigations varsler i Efterretninger for Søfarende.
Dette bør gøres af hensyn til. at der meget vel i kortere eller længere perioder, kan foregå større reparationsarbejder i området, som hindrer fri sejlads på grund af arbejdets beskaffenhed.
Disse arbejder kan f.eks. være opmålingsarbejde, udlægning af bøjer, dykkeroperationer, undervandskabel arbejder, udskiftning af møllekomponenter ved brug af specialskibe og Jack -up fartøjer.
Alle disse operationer kan indebære en fare, hvis der sejles for tæt på, dels for lystfartøjet, men også for skibe og mandskab som udfører arbejder, f.eks. ved dykkeroperationer og positionering ved brug af adskillige ankre.
Fornuftig afstand - pas på vingerne
Du skal holde "fornuftig afstand" og bruge din sunde fornuft - ligesom når du passerer et bundfast fyr. Det er forbudt at sejle hen til møllerne - det er forbudt at fortøje - og det er naturligvis også forbudt at gå op på møllerne, men hvis du havarerer med båden, og bliver nødt til at fortøje ved en havvindmølle, så vær opmærksom på, at alle havvindmøller har et unikt nummer, der står på tårnet.
Det kan fx være B7 - der angiver møllens placering i parken. Hvis du opgiver dette nummer når du tilkalder hjælp, er det nemmere at finde dig.
I de fleste tilfælde kan man sejle helt hen til møllerne med op til 4 meter dybgang uden at gå på fundamentet, og holde riggen fri af vingerne i en højde op til 22 meter, men jeg garanterer ikke noget - tjek selv inden du tager en tur i "parken".
Ingen ankring
Vær opmærksom på, at der ved alle havvindmølleparker er et generelt forbud imod ankring og fiskeri med bundslæbende redskaber i hele området. Det er fordi der løber kabler på kryds og tværs mellem møllerne. Desuden er der en korridor med ankring forbudt, der, hvor kablet løber fra møllerne og ind til land.
I øvrigt er det værd at lægge mærke til, at havvindmølleparkerne, som hovedregel, kun er mærket med lys i yderkanten.
Her er møller i "passende antal" mærket med gult lys; der blinker synkront. Forvilder du dig ind mellem møllerne om natten, er der ingen lysafmærkning eller reflekser. På de nyere møller er nederste del af tårnet malet gult - det gælder ikke de gamle møller.