Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Tre mand i trapez får jollen til at plane 13 knob på kryds fra 5 m/sek. Med gennakker er farten plus 30 knob.

Rigtige mænd sejler 18-footer med 30 knob

Portræt: Flemming Clausen fra Sønderborg Yacht Club er rorsmand på landets eneste 18-footer med storebroderen Søren på 54 år, verdens ældste 18-footer fordæksgast samt Thomas Ebler.

Af Troels Lykke |

Satte du tre topsejlere i en 18-footer ville de kæntre allerede inden de kom ud af havnen. Skiffjollen, som den olympiske 49er, er designet udfra, er nemlig en rullende træstamme, som hurtigt kan vælte, når de to meter lange vinger fanger vandet.

Og står tre mand ude på vingen og vinden dropper så er det med at spæne ind, så båden ikke vælter til luv.

På læns ses den australske 18-footer også lave grimme forlæns styrt, hvor mandskabet kastes frem, når båden stopper op. Det sker nu ikke den dag i Kaløvig, hvor BådNyt/minbaad.dk tager med Flemming Clausen, Søren Clausen og Christoffer Jensen på vandet en hverdag i slutningen af oktober.

Besætningen tester en ny kulfibermast, som fordæksgasten Søren Clausen har designet. Masten er gjort stivere, da der er kommet et nyt storsejl på med en bredere kappe, der kræver mere styrke.

Ens skrog – forskellige sejlstørrelser

18-footer klassen er nemlig en udviklingsklasse, hvor sejlenes størrelse er frit, mens masten skal overholde en maksimumshøjde. Skroget er til gengæld one design og helt ens, skabt af australieren Iain Murray. En halv time tog det tre mand at rigge skiffjollen til.

Storsejlet i dyrt, stærkt laminatdug, trækkes fx op på masten, der findes ikke et storsejlsfald. Herefter spændes masten virkelig hårdt op med ultra stramt forstag med en såkaldt boatbreaker, der sikrer at masten holdes i skak. Spændingen på riggen kan nemlig ikke trimmes på vandet, mens man sejler.

Det kæmpe bovpryd på 3,18 meter spændes også fast med wirer og er en permanent del af jollen. De 2,15 meter brede vinger klikkes også på i hver side. Tre mand bærer den 155 kilo jolle i vandet, den forreste løfter i bovsprydet.

Det ligner ren akrobatik, da den sidste sejler hopper om bord og båden glider ud af havnen.

I Aarhusbugten er der 5 m/sek. Og selv i den vindstyrke skal de tre sejlere ud i trapez, ellers vælter båden. Flemming Clausen, der har sejlet 18-footer siden 1996, og er i top 3 i Europas grandprix-serie, de har vundet seks gange, har ingen problemer med balancen og kort tid efter planer trioen over tolv knob på kryds.

Hård at sejle

Båden kræver styrke at sejle.

- Rorsmanden gør stort set ikke andet end at styre, mens midtermanden har storsejl på kryds, bommer gennakeren på læns og sammen med forgasten laver de spillermanøvre. Forgasten er den der først afbalancerer båden, passer fokken (der vender selv, red). Han justerer også bomnedhal, cunningham og hejser og bjærger gennakeren og passer gennakkerskødet. Der er virkelig fysisk hårdt, forklarer 52-årige Flemming Clausen, der fortæller at kæntrer 18-footeren, så skal helst alle tre mand hænge eller stille sig på sværdet for at båden rejser sig op.

Lavere mast i hårdt vejr

I over otte m/sek. sejles båden endda med en meter kortere rig med mindre sejlareal, men stadig er båden meget overrigget.

- Jo, man kan slå sig, når vi vælter, jeg har før måtte bruge penge på en fysioterapeut, og har lært på den hårde måde, at man skal sejle med våddragt, så man slår sig mindre, når man rammer båden i kæntringen. Man skal virkelig holde tungen lige i munden for ikke at kæntre og være utrolig hurtig til at komme ind fra vingen, når vinden ændrer sig, siger Flemming Clausen på sønderjysk.

For få år siden var der tre 18-footere i Danmark, i dag er der kun en aktiv og en passiv i Kaløvig. En båd, der i øvrigt er til salg for 50.000 kroner, ellers koster en kapsejladsduelig fra 130.000 til 150.000 kroner.

- Men vi har det sjovt når vi sejler, båden er krævende i sig selv. Jeg har prøvet at sejle 30 knob i den med genanakker. Den sejler som en 49er, den er bare større, siger Flemming Clausen, der har været tre gange og sejle i Australien. I Sydney, hvor18-footer-klassen kommer fra, er klassen størst med tyve mandskaber, der kæmper hver søndag, men der er også ti aktive hold i Perth og Adelaide. I New Zealand findes også ti aktive, det samme i England og USA, og lidt flere i Tyskland.

- Vi sejler typisk fire stævner om året i Europa i Grand Prix serien, typisk i Tyskland, England og især i Italien, da Gardasøen er perfekt til 18-footersejlads, da der er god, stabil termisk vind, siger Flemming Clausen, der nyder at sejle med sin bror.

- Det er rigtigt fint at sejle med Søren, vi har masser af gode oplevelser de seneste 35 til 45 år. lidt uhyggeligt, men brødre kan godt være hårde ved hinanden og det kan vi også, men det går hurtigt væk igen, siger rorsmanden.

Verdens ældste forgast

Ældste forgast i klassen er netop 54-årige Søren Clausen. Og han er også helt solgt til 18-footer-sejlads.

- Båden er meget, meget krævende fysisk og med trim, men især manøvrerne, for når tre mand skal arbejde sammen, er det sjovt når det går op i en højere enhed. Det handler rigtigt meget om at kommunikere. En bane tager cirka 45 minutter og der kommer man rigtigt meget til at svede og vi sejler tre sejladser om dagen. Og selvom jeg er oppe i årene kan jeg stadig hive spileren på 75 kvadratmeter hurtigt ned, med samme hastighed, som de yngre forgaster gør det, siger Søren Clausen. Han har netop designet bådens nye kulfibermast, der er bygget i Grækenland. Og udvikling af grej, tænder ham.

- Man kan udvikle mast og sejl til den stil man sejler, jeg kan faktisk se på et sejl om min bror kan sejle med det eller ej. Min bror er bedre til at styre med de dybe sejl. At den sejler så stærkt er spændende er også sjovt og båden har mange taktiske muligheder, siger Søren Clausen. Bådens midtermand er normalt Thomas Ebler, der har sejlet med siden 2000.

18 footer
Design Iain Murray
Længde med bovspryd        8,9 m
Vandlinje                           5,49 m
Bredde med vinger              6,0 m
Skrogvægt                         82 kg
Totalvælgt                        155 kg
Dybgang                           1,60 m
Storsejl og fok, alm. rig        32 m2 (ubegrænset)
Storsejl og fok, lille rig         26 m2
Spiler                  61-73 m2 (ubegrænset) 
Materialer  mast, bom og skrog er i kulfiber
Krydsfart                           13 knob
Topfart                              33,5 knob
Besætningsvægt, tre personer    230 kg til 285 kg
Brugtpris til kapsejlads                 150.000 kr.
Brugtpris til at øve               50.000 kr.
Nypris                                600.000 kr.

Læs mere om klassen på dansk

 

52-årige Flemming Clausen har sejlet 18-footer siden 1996. Det danske hold er især god i hård luft.  Han har vundet 14-footer EM sølv, NM i 470 jolle fire gange DM-guld i 470 jolle og guld ved hold-VM i 14-footer. Foto: Troels Lykke

Krydsfarten kommer hurtigt op på 13 knob på den 155 kilo tunge båd. Her trænes i Kaløvig i oktober, hvor de også tester ny kulfibermast, som fordæksgast Søren Clausen har designet. Foto: Troels Lykke

Minbaad.dk interview med Flemming Clausen:

 

<iframe allowfullscreen frameborder="0" src="https://www.youtube.com/embed/L60X5YAs7nM" height="423" width="600"></iframe>
content-loader
content-loader
content-loader