Gå til hoved-indhold
Svejsearbejdet foregår på det australske værft, Incat, i Tasmanien. PR-fotoKort Nyt
Svejsearbejdet foregår på det australske værft, Incat, i Tasmanien. PR-foto

Mols-Liniens nye katamaran tager form

Flere end 300.000 timer er der indtil videre lagt i byggeriet af Mols-Liniens nye superkatamaran, KatExpress 3, der til foråret sejler over Kattegat for første gang.

 

Af Troels Lykke |

Rå mængder af stål og aluminium smelter i øjeblikket sammen til Mols-Liniens nye, 109 meter lange superkatamaran.

Svejsearbejdet foregår på det australske værft, Incat, i Tasmanien, hvor nogle af verdens ypperste færgebyggere snart er klar til at lade den nye superkatamaran stævne ud over Stillehavet med kurs mod Kattegat.

Hurtigfærgen, KatExpress 3, der bliver Mols-Liniens tredje i rækken af superkatamaraner, bliver udstyret med fire topmoderne motorer med hestekræfter svarende til 250 personbiler.

Konstruktionen af den enorme færge kræver 9.000 kilometer svejsetråd og over en million kilo aluminium.

Hertil kommer 600 kilometer elektriske ledninger – eller nok til at nå fra Danmark til Holland.

Svarer til 14 parcelhuse

Når passagerdækket står færdigt, kan det med sine 2.000 kvadratmeter potentielt rumme 14 parcelhuse – så der bliver god plads til de 1.000 passagerer, den nye færge kan rumme på hver overfart.

Selv om superfærgen er en kolos, sender det lette materiale skibet ind i inderkredsen af verdens hurtigste katamaranfærger med en fart på op til 48 knob – eller næsten 90 kilometer i timen.

21.000 liter vand i sekundet

I det tempo fosser 21.000 liter vand i sekundet gennem hver af skibets fire jetturbiner. Det er vand nok til at fylde en olympisk svømmehal på 30 sekunder eller 336.000 fadølsglas på et enkelt sekund.

KatExpress 3 er bygget efter Mols-Liniens præcise specifikationer og kommer til at ligne de to søsterskibe, KatExpress 1 og KatExpress 2. Mols-Linien hører til blandt verdens førende hurtigfærgeoperatører, og rederiets input til skibsdesignet har gjort det muligt at reducere superkatamaranens brændstofforbrug betydeligt. 

Hurtigfærgen går i drift på Kattegat i foråret 2017 og øger Mols-Liniens kapacitet med 40 procent.

KatExpress 3 kan medtage op til 411 personbiler, og som sine søstre kan den laste campingvogne, lastbiler og op til seks busser per overfart.  

Om Mols-Linien

I foråret 2017 indsætter Mols-Linien endnu en superfærge, KatExpress 3.

Superfærgerne kan tage op til 1.000 passagerer, 417 personbiler og 60 motorcykler samt laste campingvogne, busser og op til 30 lastbiler på en overfart.

Mols-Linien A/S sikrer med Kattegat-ruterne Odden-Aarhus og Odden-Ebeltoft en hurtig, effektiv og behagelig rejse mellem Sjælland og Jylland.

Mols-Linien overfører mere end 1,2 mio. personbilsenheder og 2,6 mio. passagerer om året.

Rederiet råder over tre moderne hurtigfærger

Hurtigfærgen Max Mols og de to superfærger, KatExpress 1 og KatExpress 2, der er blandt verdens største katamaraner.

Overfarten mellem Ebeltoft og Odden varer 55 minutter og 75 minutter mellem Aarhus og Odden.

Med den nye motortrafikvej mellem Holbæk og Vig, hvor hastigheden er sat op til 100 km/t, kan rejsen fra Aarhus til Storkøbenhavn gøres på lidt mere end to timer.

Mols-Linien tilbyder desuden særlige løsninger til fragtbranchen, hvor lastbiler og løstrailere kan sejle mellem Odden og Aarhus på blot 75 minutter.

På hver af Mols-Liniens tre hurtigfærger er der ladepladser til elbiler, ligesom der er ladestationer til elbiler på havneterminalen i Aarhus og Odden.

Opladning er gratis og forbeholdt rejsende på Business BlueClass, som er de erhvervsrejsendes foretrukne billettype.

content-loader
content-loader
content-loader