Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Kirketerp er blevet verdensmester på Platoon fra Hamborg. Foto: TP52 klasse

TP52-sejler Kirketerp har kurser hvis Volvo-hold ringer

Martin Kirketerp har taget alle obligatoriske kurser i Volvo Ocean Race og er klar. Han har f.eks. Sea Survival-kursus i Esbjerg. Ingen af de syv skippere har dog ringet endnu.

Af Troels Lykke |

OL-guldvinderen fra 2008 i 49er, Martin Kirketerp fra Aarhus, har haft en forrygende sæson på den professionelle båd, Platoon fra Hamborg.

Det er netop blevet til en samlet andenplads i TP52-serien, efter holdet tog en fjerdeplads på Menorca. Det skete i en klasse, der tiltrækker toppen af poppen i international kapsejlads.

Stævnet har kapsejladser i Middelhavet og i Miami. På båden er Martin Kirketerp altmuligmand om bord og nederst i hierarkiet blandt 13 mand, mens den tidligere vinder af jorden rundt, John Kostcki fra USA, er taktiker og manden, der taler om bord.

Jeg lytter og arbejder

Til Aarhus Stiftstidende og minbaad.dk siger han:

- Jeg er en af dem, der lytter og får ting til at ske, gennemsnitsalderen på båden er 46 år, og alle er meget erfarne, mens jeg er blandt de yngste, forklarer 35-årige Martin Kirketerp, der vejer 100 kilo og er bomstærk og udfører tunge opgaver, når der skal flyttes sejl på den 15 meter lange båd i kulfiber.

- Det har været en virkelig god sæson for vores hold, fordi vi også vandt VM i klassen. Det har været det bedste år på alle områder, og dejligt at vores træning har båret frugt. Nu er planen, at vi skal have bygget en ny båd (til 15-18 mio. kroner, red.), selvom vores båd kun er tre år gammel, forklarer Martin Kirketerp.

Han håber dog inderligt på at komme til at sejle jorden rundt i kapsejladsen Volvo Ocean Race, der starter om en lille måned i Alicante i Spanien, hvor den anden Aarhus-sejler Jena Mai Hansen fik plads på Vestas-båden.

Martin Kirketerp, der selv har sejlet med på strækninger under Volvo Ocean Race i Stillehavet og over Atlanterhavet i 2011, håber også på at komme med igen i Volvo Ocean Race.

Kursus i Esbjerg

Han har da også, på opfordring af Vestas-bådens amerikanske skipper, taget adskillige obligatoriske kurser, så han med med få dages varsel er klar til en strækning ude i verden på den blå VO 65er-båd.

- Udover at jeg har en Yachtmaster i havkapsejlads, førstehjælp, medicinkursus, VHF-kursus, så har jeg også taget et Sea Survival-kursus (overlevelseskursus, red.) i Esbjerg sammen med folk fra vindmølleindustrien, så alle papirer er klar, hvis nogle ringer og vil have mig med jorden rundt. Jeg er faktisk glad for de mange nye krav, der nu er i Volvo Ocean Race, for der er ikke mange prof-sejlere, der har de kurser, jeg nu har gennemført, siger Martin Kirketerp, der var med i foråret til testsejlads over Atlanterhavet på den blå Vestas-båd, der denne gang hedder Vestas 11. Hour Racing.

Martin Kirketerp gør alt for at komme med på Volvo Ocean Race. De to danske gaster Sehested og Mai Hansen sejler med på hver deres Volvo-båd i Alicante om tre uger. Foto: Troels Lykke

 

<iframe width="600" height="423" src="https://www.youtube.com/embed/QVhWb24qaH4" frameborder="0" allowfullscreen></iframe>

 

 

content-loader
content-loader
content-loader