Gå til hoved-indhold
Kort Nyt

Tuco skal levere to fartøjer til søopmåling til Forsvarsministeriet

Tuco Yacht Værft ApS underskriver kontrakt med FMI på to jet-drevede fartøjer til søopmålingsopgaver i indre danske farvande.

Af Troels Lykke |

Meget er sket, siden man lavede søopmåling ved at sænke et lod ned i vandet, indtil det rørte bunden for derefter at hive rebet ind og måle dybden i armslængder.

I dag findes teknologier som sonar og lidar, der anvender henholdsvis lyd eller laser-impulser til at skabe præcise data, der kan efterbehandles til brugbare billeder af havbunden og dens konturer.

Tuco Yacht Værft har netop underskrevet kontrakt med FMI (Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse) på to specialudviklede både til søopmåling, der skal erstatte to af Søværnets efterhånden udtjente fartøjer.

ProZero-koncept

De nye både er baseret på Tucos ProZero-koncept og designet til at muliggøre fuld brug af den seneste teknologier på området for søopmåling.

Bådene er indrettet til to hydrografikyndige fagpersoner samt en skibsfører.

Skrogdesignet er specielt rettet mod at imødegå to udfordringer, der er svære at løse på én gang: kapacitet til at operere i ikke-kortlagte lavvandsområder, hvor der er risiko for grundstødnin  på den ene side og krængnings- og retningsstabilitet på den anden.

Jet-drev

Bådene er udstyret med jet-drev og stabiliserende detaljer, hvilket gør dem særdeles adrætte og sødygtige.

Designet muliggør mere effektiv opmåling i mange vejrforhold og skrogets hydrodynamiske profil sørger for at mindske turbulens og vibration, således at måleudstyret ikke forstyrres. Det effektive design gør det muligt at varetage opgaver, der spænder over lang tid og store afstande.

Det avancerede sonarudstyr er fastmonteret under båden og forsænket i konstruktionen, så den beskyttes mod elementerne.

Højtydende sensorer og processorer, der kan opfange og bearbejde signalet samt korrigere, styre og behandle mangeartede datastrømme, sørger for hele tiden at producere og lagre højkvalitetsinformation, der præcist afspejler forholdene.

Lav vægt

Bådene er bygget af kompositmaterialer, hvilket sikrer lav vægt, god brændstoføkonomi og lav udledning af drivhusgasser.

Desuden minimeres behovet for vedligeholdelse, ligesom håndteringen af båden på land gøres lettere. Takket være den lave vægt og ProZero-skrogets profil kan bådene opnå en fart på over 25 knob under fuld last.

Kabinen er udformet med størst muligt hensyn til ergonomi og arbejdsmiljø. Samtidig er den isoleret for at sikre nem kommunikation under alle driftsbetingelser, og layoutet er udviklet med henblik på nem koordinering af arbejdsgangene, ikke kun mens målingerne pågår, men også når bådene skal til og fra opgaven.

Tuco-boss Jonas Pedersen: Vi er stolte

Det er da også en stolt direktør, der kan se frem til at levere de to fartøjer til FMI:

- Vi er fantastisk begejstrede og stolte af, at Forsvaret har valgt os. Vi har arbejdet hårdt, og underskrivelsen af kontrakten er en blåstempling af den teknologi og de produkter, vi har arbejdet på at udvikle og forfine gennem mange år, forklarer Jonas Pedersen, CEO ved Tuco Yacht Værft, og tilføjer: 

- Vi håber, at vi med disse to hydrografibåde kan medvirke til at bringe Forsvarets materiel til et endnu højere niveau. Vi ser frem til et stærkt samarbejde både nu og i fremtiden.

Jonas Pedersen (th) fra det danske firma TUCO YACHT VÆRFT ApS underskriver kontrakten på to søopmålingfartøjer. Fra FMI ses Forretningområdechef Kommandørkaptajn Stig Kastberg (tv). PR-foto

content-loader
content-loader
content-loader