Gå til hoved-indhold
2017 har ikke været den bedste sæson for Rindom, der i stedet ser frem mod VM 2018 i Aarhus. Først gælder det dog EM, hvor Rindom (t.h.) her ses til åbningsceremonien med Anna Munch og Laura Kragh (t.v.). Foto: PrivatfotoKapsejlads
2017 har ikke været den bedste sæson for Rindom, der i stedet ser frem mod VM 2018 i Aarhus. Først gælder det dog EM, hvor Rindom (t.h.) her ses til åbningsceremonien med Anna Munch og Laura Kragh (t.v.). Foto: Privatfoto

Opdateret: Den catalonske strejke stopper EM-sejladser

Først var det sygdom, der satte en aktiv stopper for Anne-Marie Rindoms forberedelser til EM. Nu er det så urolighederne i Catalonien, der udsætter selve mesterskabet, der skulle være startet i dag.

Af Sara Sulkjær |

Opdateret tirsdag kl. 14.11: 

De indledende sejladser ved EM, som skulle være skudt i gang i dag, tirsdag, kl. 12.00, er aflyst. Det sker på grund af den catalonske strejke, oplyser den europæiske Laser-klasse. 

Det er noget, der bestemt ikke falder i god jord hos Anne-Marie Rindom. Hun skriver på Facebook, at hun ikke forstår, hvorfor man vælger at blande sport og politik. 

Herunder følger den oprindelige artikel med Rindom, hvor det står klart, at sejleren ikke havde forventet de aflyste sejladser:

Træningen frem mod EM i Laser Radial har ikke været optimal for 26-årige Anne-Marie Rindom, der måtte opgive at følge træningsplanen frem mod mesterskabet. 

Efter at have mistet værdifulde træningstimer i jollen i første halvdel af sæsonen grundet en brækket arm, var det denne gang en klassisk halsbetændelse og en efterfølgende forkølelse, der kom i vejen for den ambitiøse sejler. 

Let vind udfordrer 

En ærgerlig optakt, særligt efter VM-stævnet i august, hvor Rindom sluttede på en skuffende 21. plads. Derfor er målsætningen ved dette mesterskab da også blot at gøre tingene rigtigt, fortæller sejleren til minbaad.dk: 

- Jeg vil lave en god start og koncentrere mig om at have en god teknik, for så ved jeg, at jeg har en god fart i båden, siger Rindom, som dog håber, at kunne gøre det bedre til EM end ved VM-stævnet, hvor flere ting gik sejleren imod. 

Blandt andet var den lette vind en ulempe for landsholdssejleren. Noget, der desværre atter ser ud til at præge det kommende EM. Der er nemlig ikke lovet meget vind til de 120 Laser Radial-sejlere, der indleder mesterskabssejladserne i morgen.

- Det kan godt være en udfordring i let vind, for jeg har ikke haft så mange timer i båden. Men jeg vil sige, at jeg er klar på det meste, selvom jeg da godt vil have lidt blæsevejr nogle af dagene, fortæller bronzevinderen fra OL i Rio. 

Rindoms håb er i stedet, at det gode vejr med mange solskinstimer vil udmønte sig i en søbrise, der kan give lidt mere vind til sejlerne. 

Uroligheder rammer ikke EM

Mens der har været stille på vandet, har uroen i stedet hersket i den catalonske hovedstad i forbindelse med det omdiskuterede uafhængighedsvalg. 

De tre danske Radial-sejlere, som foruden Rindom tæller de unge talenter Anna Munch og Laura Kragh, har da også bidt mærke i det massive politiopbud, der har præget gadebilledet. Dog ikke på havnen, der ligger et stykke fra Barcelonas centrum, og som derfor ikke rammes af urolighederne. 

Også sejlernes hotel fem kilometer fra centrum er gået fri af optøjerne. Her er det blot en øget politistyrke samt de lokales opbakning til et uafhængigt Catalonien, der har fyldt: 

- Hver aften klokken 22.00 åbner folkene hernede deres vinduer og slår på pander og gryder for at vise deres solidaritet. Det larmer en del, men det varer heldigvis kun 15-20 minutter, forklarer Rindom, inden hun skal videre til EM's åbningsceremoni. 
content-loader
content-loader
content-loader