Warrer på skuffende 4. plads hjemme i Aarhus
Vred Warrer: - Vi blev fucket tre gange af Ian Williams i starterne, der fik en straf for sin fejl, men det kunne vi ikke bruge til noget.
Det blev nemlig kun til en mager fjerdeplads blandt fem både i den professionelle M32 Series Scandinavia, hvor vinderen blev den femdobbelte verdensmester i matchrace, Ian Williams.
I to stævner i år er det ellers lykkedes den 37-årige OL-sejler at vinde stævner, også over Williams, men netop i Aarhus, foran sine to børn, sin far Peter Warrer og flere tusinde tilskuere, som der var på kajen over tre dage, gik det ikke Jonas Warrers vej.
Direkte far
Faderen og sejleren Peter Warrer skånede ikke sin søn, da vi mødte ham efter sidste sejlads.
Hovedrystende fortalte han, at starterne bestemt ikke gik sin stædige søns vej, og at det kostede ham en topplacering i stævnet mellem Dokk1 og Navitas. Målgang var kun tyve meter fra det nye havneareal, der beviste, at stedet er perfekt at se sejlsport fra.
De to mio. kroner dyre 32 fods katamaraner imponerede nemlig tilskuerne, når de løftede deres ene skrog tre meter op i vejret, så farten blev øget til op mod 40 kilometer i timen, og stemmerne i et kæmpe VIP-telt blev øget hos speakerne, der både var på dansk og engelsk.
Næste stævne i serien bliver i Stockholm, hvor finalen sejles om få uger. Her sejler Jonas Warrer også med.