Test før konkurs: Nord West 430 Sports Top
Vi besøgte værftet på Orust, nord for Göteborg og testede i 2012 den nye 43 fods sportscruiser, Nord West 430 Sports Top til 5,7 mio. kroner. Vi prøvede en udgave med IPS og en med drev.
Teakplankerne knirker aldrig, når man går rundt Nord Wests både. Materialerne og grundighed er nemlig ikke noget, man gik på kompromis med i bådene, der fra 1989 til 2012 blev bygget på Orust i størrelserne 37 til 56 fod.
Byggede båd på 14 uger
Lige før konkursen af Nord West i februar 2013 nåede vi at få en rundvisning på værftet i Vindön af salgschef Johan Stübner, som fortalte, at skrogene til bådene kom fra Nord Wests plastfabrik i Lysekil, hvor bådenes skrog og dæk støbtes på fire uger.
Derefter brugte Nord West seks uger indretning og det elektriske på bådværftet i Vindön. Det tog derfor 14 uger i alt at bygge en Nord West Sports Top 430. En ny båd forlod hver uge Nord West.
Siden havde værftet brændt sig fast som et anerkendt mærke, hvilket Hallberg Rassy og Najad også er på den kendte ø, Orust, hvor bådebyggerne har ry for at levere håndværk i verdensklasse.
- Det handler om at have kvalitet i alle led, fx bruger vi 12 millimeter teak mange steder, og visse steder får træet 10-15 gange lak. Vi bruger også armerede slanger, som også er ekstra dyre. Et andet eksempel er, at vi har sensorer på vores lænsepumper, sagde Johan Stübner.
Khaya-maghogni bøjer bedre
Ligeledes viste Stübner, hvordan man skaber de mange buer, der findes i Nord West-bådene:
- Vi bruger Khaya-mahogni om læ, det er blødere at arbejde med end teak, og der er stadig meget håndværk i vores produktion, og det gør ikke bådene billigere, men langt flottere, siger salgschefen, mens vi ser, hvordan træ skæres ud på en maskine. Derefter fører han mig ind i lakafdelingen, hvor en mand står og kontrollerer om træet er, som det skal være.
I samme værksted ser vi 20-30 træskilte i træ, nøje lakeret og med hvid maling i bogstavnerne. Noget alle kunderne får med, hvis de ønsker et navneskilt. Man indgår ikke mange kompromisse med kvaliteten, og derfor er Nord West-bådene også af de dyrere af slagsen, til gengæld er Nord West-bådene kendt for at holde en høj gensalgspris.
Kostbar, letbøjelig mahogni er en del af forklaring på den høje pris for den 43 fods motorbåd. I kahytten er der i øvrigt et oplyst barskab.
300.000 kr. dyrere med IPS
Jeg tog på vandet med Nord West 430 Sports Top, med Soft top. Båden fås også i en helt åben version og kaldes for Nord West 430 Sport. I alt er der solgt 18 af denne bådtype på et år. Halvdelen vælger med Volvo Penta IPS, og den anden halvdel vælger med Volvo Penta med drev.
Først prøvede vi med drev, 2 x Volvo Penta D6 med hver 400 hestekræfter. Med drev er løsningen lidt mere end 300.000 kroner billigere end med IPS-motorerne, 2 x Volvo Penta IPS 600 (435 hk.)
Den svenske skærgård var nærmest spejlblank, og selvom vi var i oktober skinnede solen, en herlig dag til at teste. Med joystick og bovpropeller er Nord West 430 Sports Top med drev let at sejle fra havnen.
Det viste sig dog senere, at det er endnu lettere at sejle fra og til havn med IPS-motorerne, som har et fantastisk system, som låser båden fast på en GPS-position, hvis man beder båden om det, via et let tryk på en knap. Systemet hedder DPS, Dynamic Position System.
Let at lægge til kaj
Med det kan man med lethed lægge båden 30 centimeter fra kajen, hvorefter man fortøjer båden og binder fendere på, smart. Selv i strøm og vind kunne vi holde bådens position helt fast, og stævnen holdt samme retning på grund af Dynamic Position System.
Med de to Volvo Penta-drev var accelerationen godkendt for den 12 tons tunge båd. Efter 13 sekunder planede vi med en hastighed på 30 knob og en elektrisk styring, et autotrim, sørgede for, at drevene gik ud fra skroget og pressede stævnen ned i starten. Da vi kom op i fart, flyttede drevene sig ind igen, således at vi sejlede optimalt.
Det system faldt godt i min smag, hvor har man ikke mange gange selv måtte sidde og forsøge at få en motorbåd til at sejle optimalt. Topfarten var over 37 knob, viste GPS’en ved det mørke instrumentpanel, der ikke giver genskin. Selv ved høj fart kunne man svinge båden uden de store problemer.
IPS bruger mere diesel
Med fuld fart bruger man ved Volvo Pentas drev 156 liter i timen, mens man ved IPS bruger hele 163 liter diesel i timen. Den optimale cruisingfart ligger på cirka 30 knob, her bruger motorerne med drev kun 109 liter i timen, mens man med IPS er oppe på 121 liter.
Vi kunne fint tale med Johan Stübner ved instrumentbrættet, selvom vi gassede helt op. Tyk isolering ved lugerne til motorerne sørger bl.a. for, at de ikke larmer. IPS-motorerne larmer dog en anelse mindre.
Testen viste også, at det er optimalt at sejle 7-9 knob, men ikke 10 og 11 knob, hvor båden bliver halvplanende og dermed bruger for meget diesel, uden at båden sejler særlig stærkt.
Begge motorer viste, at de giver Nord West 430 Sports Top med rigeligt kraftoverskud. Motorerne giver omtrent samme topfart. IPS-motorerne, der trækker båden frem og ikke skubber, som motorerne med drev gør det, fylder mere i motorrummet, men IPS er mere lydløs, når den accelererer.
- Dieselforbruget er cirka 10-15 procent mere med IPS-motorer, forklarer Johan Stübner. Efter testen foretrækker jeg at sejle med drev, da den elektriske styring giver rigelig optimal sejlglæde. IPS har også elektrisk styring, og er man usikker på havnemanøvre, er IPS-motorerne klart at foretrække med det intelligente Dynamic Position System.
Hækanker på badeplatform
Den kæmpe badeplatform, hvor et hækanker er monteret i bagbord side, klæder båden godt. Det samme gør det store cockpit, hvor der let kan sidde otte personer uden problemer.
I bagbord side er der pantry, kølskab og grill, og fremme i cockpittet er førersædet, hvor man enten kan stå eller sidde ned. Udsynet er perfekt, og i Soft top-modellen kan man let få hovedet op af det elektriske ruftag, hvis man er 1,82 meter høj.
Konklusion
Nord West 430 Sports Top har mange indretningsmuligheder. Ønsker man den i en helt åben version kan dette fås i sportsmodellen uden soft top, men i de nordiske, regnfulde farvande er Sports Top-modellen at foretrække.
Har man 5,7 millioner kroner kan man helt sikkert få en luksuriøs familiebåd, hvor alt virker og bliver ved med det. I den pris var der i øvrigt også en utrolig omfattende udstyrsliste, der også forklarer bådens høje pris. Samtidig har Nord West-bådene en høj gensalgspris.
Siden testen gik værftet som tidligere nævnt konkurs i 2013, desværre. Så vidt vides produceres Nord West-bådene ikke i dag.
Åben kahyt. Der mangler ingenting på den svenske båd, der ikke produceres mere.
Nord West 430 SportsTop
Længde overalt 13,5 m
Bredde 3,9 m
Dybgang 1,2 m
Højde over vandlinjen 3,8 m
Vægt 12 ton
Kabiner 2-3 / 4-8
Dieseltanke 2 x 565 l
Motoralternativ:
2 x Volvo Penta D6 EVC (272 kW, 370 hk)
2 x Volvo Penta IPS 500 (272 kW, 370 hk)
2 x Volvo Penta IPS 600 (320 kW, 435 hk)
Design og konstruktion Benny Martinsson
Pris for testmodel med drev 5,70 mio. kr.
Pris for testmodel med IPS 6,02 mio. kr.
Værft: Tidligere Nord West Yachts, Vindön, Henån
PLUS
Mange gode detaljer
Aptering i verdensklasse
Gode sejlegenskaber
MINUS
Båden er kostbar
Smalt sidedæk at gå på
Forrude delt i to
Dieselforbrug med drev og IPS
Volvo Penta med drev – 2 x D6 400 hk
1000 omdrejninger – 6 knob – 7 liter forbrug i timen
3000 omdrejninger – 30 knob – 109 liter forbrug i timen
3500 omdreninger – 38 knob – 156 liter forbrug i timen
Volvo Penta med 2 x IPS 600 – (435 hk)
1000 omdrejninger – 6 knob – 10 liter forbrug i timen
3000 omdrejninger – 31 knob – 121 liter forbrug i timen
3500 omdrejninger – 38 knob – 163 liter forbrug i timen
Lækker båd til 6 mio. kroner sejlklar. Også en del for 43 fod. Måske var det de høje svenske bådebyggerlønninger, der knækkede værftet i 2013? Rygtet lød også, at værftet brændte inde med for mange brugte både, der var dyre at finansiere. Foto: Troels Lykke
<iframe width="600" height="423" src="https://www.youtube.com/embed/vZn68Wx1Wqg" frameborder="0" allowfullscreen></iframe>