Bauhaus Roskilde satser stort på NM for H-både
Bauhaus er med ved årets nordiske mesterskab i H-båds-klassen i Herslev. Det er en stor gevinst, mener formand i Herslev, Lars Jørgen Andresen.
Af Thomas Kvist |
Når H-både fra hele Norden vender stævnen mod Herslev 9.-11.juni til det nordiske mesterskab, bliver det med en, i sejlersammenhænge, ny spiller på markedet.
Bauhaus i Roskilde har således meldt sig som hovedsponsor for på den måde at rette fokus på sine nye ’Nautic’-afdeling.
Vil tilbyde stort udvalg
Med lanceringen af det større udvalg samt sponsoratet af H-båds-mesterskabet ønsker Bauhaus Roskilde at støtte op om det lokale sejlermiljø og ikke mindst juniorarbejdet i lokalklubberne.
- Ved at støtte op om juniorarbejdet støtter vi samtidig op om klubbernes fremtidige fundament, forklarer varehuschef Troels Skaaning og fortsætter:
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi allerhelst ser, at der kommer flere kunder i Bauhaus. Og vi mener, at den bedste måde til at opnå dette er ved at give kunderne præcis det, de gerne vil have. Nemlig et stort udvalg til konkurrencedygtige priser.
Gevinst for sejlerne
Det er netop med henblik på det store udvalg, at Herslev Strand Sejlklub (HSS) har indgået en aftale med Bauhaus. Tre af sejlklubbens medlemmer står netop for at skulle dyste om det nordiske mesterskab for H-både på hjemmebane, hvorfor et samarbejde her har været oplagt.
Specielt juniorafdelingen har stort fokus på dette mesterskab, da det nemlig blot er én af den 3-mands store besætning, der er seniorsejler, nemlig sejlmager og mangedobbelt verdensmester i H-båd, Clas Høj Jensen. De to gaster på båden, Rasmus og Frederik, er således juniormedlemmer i Herslev Strand Sejlklub.
- Det er en stor gevinst for sejlklubben, at Bauhaus fra starten var med på idéen, da vi ønsker en aktiv juniorafdeling, hvor de unge sejlere har noget materiel, der fungerer, forklarer HSS’ formand, Lars Jørgen Andresen.
- Det er nemlig præcis den måde, hvorpå vi har størst succes med hensyn til at fastholde juniorsejlerne, også selvom de bliver ældre, fortsætter han. Hermed vil dygtige sejlere som Claus Høj Jensen også fremover have store chancer for at finde juniorsejlere som Rasmus og Frederik til at gaste på H-båden.
Også unge sejlere byder velkommen
Dette hænger ligeledes sammen med Herslev Strand Sejlklubs årelange tradition for at udføre et stort arbejde for at integrere juniorer og seniorer. Juniorsejlerne forsøges kontinuert inddraget i større opgaver, hvilket også omfatter opgaver der ellers traditionelt varetages af voksne.
Eksempelvis er det nu primært HSS’ ældste juniorsejlere, der varetager den tekniske del af de øvrige juniorers træning, mens de ”ældre” instruktører trækker sig i baggrunden i det daglige junior-arbejde.
Det er således en samlet klub, unge som ældre, der ser frem til at kunne byde velkommen til De Nordiske mesterskaber for H-både i Herslev Strand Sejlklub 9-11. juni, 2017.