Gå til hoved-indhold
Scan-Kap 99erne blev kraftigt udfordret af hårdt vejr.  Foto: Morten og Frank, Nyborg SejlforeningKapsejlads
Scan-Kap 99erne blev kraftigt udfordret af hårdt vejr. Foto: Morten og Frank, Nyborg Sejlforening

Scan-Kap 99 rorsmand hejst op i redningsvest ved DM i Nyborg

65 besætninger i Ylva, BB10M, Scan-kap 99 og Molich X Meter mødte op til Super-DM i hårdt vejr. Få her beretning og fotos og se hvem de fire vindere blev.

Af Troels Lykke |

Nyborg Sejlforening var i weekenden vært ved et af de største klassebåds-DM, der er afviklet i Danmark i mange år, forklarer stævneleder Jens Haugaard fra Nyborg Sejlforening. 

Han fortæller videre:

65 besætninger i fire klasser, Ylva, BB10M, Scan-kap99 og Molich X Meter mødte op til SuperDM og viste, at selvom bådenes alder for manges vedkommende er meget høj, så er der ikke gået tursejlads og tornerosesøvn i den endnu, modsat Luffe 37, X-332 og X-99 som også var inviteret, men som ikke kunne mønstre et felt.

Distance-sejlads for Molich X Metere

Fredag blev Molich X Meterne, 10 i alt, sendt ud på en 20 sømils distance sejlads i Storebælt, hvor øen Vresen indgik, og specielt et skarpt kryds i modstrøm på østsiden af øen gav navigatør og taktikker masser at se til, så man ikke kom ud i hovedstrømmen, som altid løber nord med en til to knob.

Banen var lagt, så der indgik mange mærkerundinger, afsluttende med fire korte zig-zag ben inderst i fjorden inden målgang lige ud for havnen. Hurtigste båd var i mål efter 3 timer og 2 minutter.

DM-bane i tre klasser

På DS-DM-banen med 20 Ylva, 16 BB10 og 18 Scan-kap 99 blev det fredag til fire sejladser i frisk luft fra syd. Konkurrencen er hård i alle klasser, og baneleder Henrik Møhl fik luftet det sorte flag i de fleste starter.

En af starterne under sort flag blev en større udfordring, idet størsteparten af Ylvaerne var på banesiden, da starten gik, og ingen kunne se den eller de, som ikke var over.

Banelederen valgte klogt at lave en General Recall og starte hele feltet på ny. Det bekom sejlerne ganske vel. De efterfølgende starter var alle uden nogen på den sorte (BFD) liste.

Mere luft lørdag

Lørdag var der meldt endnu mere luft, op til 12 m/s en anelse mere fra vest, så starten på Bane 1 med Ylva, BB10 og Scan-kap 99 foregik tæt på Slipshavn til stor glæde for tilskuerne, som havde taget opstilling på kysten.

Molich X banen var lagt længere mod syd, og begge baner havde et opkryds ind mod land, hvor vindspringene blev en afgørende faktor på knald eller fald.

Fald blev det for en Ylva gast, som måtte en tur i baljen, desværre tabte besætningen ham af syne i den hårde luft og høje bølger, men han blev kort efter samlet op af en anden Ylva, DEN 96 med skipper Lars Borg fra Korsør, som i situationen udviste flot sømandsskab.

Se fotos fra DM

Rorsmand hejst op i redningsvest

På Scan-kap 99 banen i samme start valgte rorsmanden på en af bådene at forlade båden med rorpindsforlængeren i hånden, som det eneste han fik med. Han blev hurtigt samlet op, og også her udviste besætningen godt sømandskab og fik bjerget den overbordfaldne med hjælp fra et fald i masten, som trak ham op i båden igen.

I den situation var det tydeligt, at redningsvest SKAL bæres yderst, så man kan fastgøre et fald eller bommens skøde til krogen på vesten og løfte personen op i det.

"Den usynlige vest" nytter ikke noget, selvom den bæres inden under tøjet, for det er nærmest umuligt at få tag i personen, som ligger i vandet i høje bølger, det kan enhver som har bjærget en person i vandet skrive under på!

BB 10-meter mast knækkede

Mere dramatik kom der, da to BB10 Metere i et pust mistede masten næsten samtidigt lige efter topmærket med spilleren sat.

Marinehjemmeværnets MHV 805 befandt sig tilfældigt i nærheden og lå stand-by, indtil topmærkebåden fik en line i bådene. Kort efter var stævneledelsen på stedet med en større RIB, som kunne overtage bjærgningen.

Den ene rig befinder sig stadig på bunden af Storebælt, men der vil i den kommende uge gøres forsøg på at lokalisere og bjærge den.

Også i den situation blev der udvist godt sømandskab og på intet tidspunkt optræk til fare for andet end materiellet.

Ylva og Scan-kap 99 gennemførte fire sejladser lørdag, og med fire fra fredag kunne der kåres en Dansk Mester i begge klasser.

Ylva-DM guld til Pehrson fra Kerteminde

Hos Ylvaerne fristes man til at sige igen! For med en serie på 2, (7), 1, 4, 6, 1, 1 og 7 kunne DEN 69 Den Røde Løber med Leif Pehrson udråbes som vinder.

ScanKap 99 DM til Fogh Andersen fra Sejlklubben Snekken

Hos Scan-kapp 99-erne gjorde DEN 78 Provence med Christian Fogh Andersen rent bord med en serie på 4, 2, 1, 1, (5), 1, 3 og 1.

Molich-mester blev Juul Hansen fra Kerteminde

På Molich X banen havde baneleder Lars Bøcher fra Korsør en nem dag på kontoret, fire starter uden brug af skærpede startregler og med fredagens distance og lørdagens op/ned kunne DEN 5 Ninka med Niels Juul Hansen fra Kerteminde udråbes som vinder af det danske Klassemesterskab i Molich X Meter.

BB 10-meter sejr til Venø Petersen fra Skælskør

Søndagen bød på to sejladser til BB10 Meterne, igen i hård luft. Flere gange blev der målt pust med 13, 14 eller 15 m/s, men middelvinden holdt sig under de foreskrevne 12.

Der var blevet luget grundigt ud i toppen af feltet efter lørdagens haverier, men dansk mester med en serie på 1, 2, 1, 1, (7), 3, 5, og 1 blev DEN 33 Jazz med Bjarne Venø Petersen fra Skælskør. Flot og stabilt sejlet i et hårdt felt, som ikke tillod nogen fejl.

Stævnekonceptet med at samle flere klasser har vist sig at være vejen frem for at fastholde og udbygge deltagelsen ved DM, hvor båden skal sejles med fuld besætning. Med 260 deltagere fordelt på 65 både var der højt humør og gensynsglæde på tværs af klasserne.

Nyborg Sejlforening havde desuden sørget for perfekte rammer på land med et stort telt og mange aktiviteter, som gjorde, at havnen summede af liv alle tre dage.

Se resultater

Det var Ylva-vejr i Nyborg, masser af vind.  Foto: Morten og Frank, Nyborg Sejlforening.

http://www.nyborgsejlforening.dk/superdm/#

content-loader
content-loader
content-loader