minbaad.dk
søndag 27. maj

Smugleraspiranterne på vej til Troense. Foto: Thurø Sejlklub/Svendborg Museum

Sejlerskole nomineret til Historiske Dages Fornyelsespris

I Thurø lærer jollesejlerne at smugle gods i deres Opti’er. På den måde lærer de om den fynske historie og bliver bedre sejlere.

Sejlklubber | 22-02-2017 10:30 | Af  Sara Sulkjær

”En god sejler er en god smugler”, var det provokorende motto for Thurø Sejlklubs og Svendborg Museums sommerskole, kaldet Smuglerskolen, for unge sejlere. 

En sommerskole, som netop er nomineret til Historiske Dages Fornyelsespris 2017, der gives til ”nye, nyskabende, overraskende og anderledes måder at formidle historie og kulturarv og gøre dem tilgængelige for flere mennesker“.

At det historiske og sejladsen kan forenes, er Smuglerskolen, ifølge Dansk Sejlunion, et bevis på:

- Smuglerskolen er et smukt eksempel på, hvordan historien skaber aktivitet, udfordrer og stimulerer læring. Og så åbner Smuglerskolen døre til nye muligheder for sejlklubbers aktiviteter for børn og unge, forklarer generalsekræter, Mads Kolte-Olsen.

Smugleriet var væsentligt bierhverv

Sommerskolen fandt sted i uge 26 i 2016, hvor de 25 deltagende børn og unge blev uddannet til at blive dygtige smuglere.

Som formål havde Smuglerskolen at anvende smugleriet som historisk indgang til at diskutere både fortidens og nutidens moral, når det gælder skat og velfærd. Smuglerskolens aktiviteter var baseret på lokale historiske kilder og ny kulturhistorisk forskning i smugleriets udvikling på Sydfyn. 

Her har smugleriet været et væsentlig bierhverv siden middelalderen og har en stor udsagnskraft om fortidens moral. Indtil 1800-tallet var både almindelige mennesker, bønder, småkårsfolk og adelige i gang med smugleriet. Markedet i Tyskland var fristende tæt på. 

Stadig i dag er smugleri lidt ligesom at gå over for rødt – man må ikke, men alle gør det.

Hvordan blive en god smugler?

Smuglerskolen blev bygget op for at formidle denne væsentlige og oversete historie. Kulminationen på smuglerskolen var et daglangt reenactment-forløb bygget op omkring købmand Carl Johansen fra Søby, der i 1918 var centrum i en stor sag om ulovlig udførsel af varer på Ærø. 

Dagen startede med en historisk introduktion til smugleriet i sejlklubben på Thurø, hvorefter alle smugleraspiranterne sejlede til skipperbyen Troense i egne optimistjoller.

Her mødte vi Carl Johansens kone, som blev spillet af en frivillig amatørskuespiller i den lokale købmand. 

Hun satte sejlerne på en mission: Find det sidste smuglergods, sørg for ikke at blive opdaget af den aggressive lokale tolder og fragt det trygt til Thurø i jeres optimistjoller. 

Opti’er som smuglerfartøjer

Først skulle smugleraspiranterne dog skrive et kodet kærestebrev til Carl. Carl var indespærret i den lokale arrest, så det skulle sikres, at han ikke fortalte om skjulestedet til tolderne, før smuglergodset var væk.

Skjulestedet var ved den velbevarede værftsgrund Jacobsens Plads, hvor eleverne gik på opdagelse og fandt det gemte gods – kaffe, chokolade og krydderier.

Jollerne blev ombygget til smuglerfartøjer med gaffatape og spånplader. Herefter gik sejlturen tilbage til Thurø. Et par kæntringer undervejs fik testet de hemmelige rum til fulde, ligesom den jagende tolder holdt tempoet højt. 

Sjovt for sejlerne

Vel hjemme i Thurø var begejstringen for arrangementet stort: 

- Som trænere føler vi, at to verdener blev bragt sammen, og det var en fornøjelse at se sejlads blive brugt som platform for historie og dykke ned i lokalmiljøet samtidig med, at børnene var på sommerferien, fortæller Johan Søgård Hoff, træner og lejrleder.  

- Flere af vores sejlere udtalte efterfølgende, at det var sjovt at hjælpe karaktererne. Som medarrangør er noget af det, som står klarest, hvor meget børnene kunne huske fra dagen, afslutter han.

Blandt de andre nominerede er til Historiske Dagens Fornyelsespris er DR Historie, Museum Sønderborg Slot, podcastserien Kongerækken, Den Gamle By og COOP Danmark. Prisen uddeles 25. marts i Øksnehallen.

Den aggressive tolder havde et godt tag i børnene. Foto: Thurø Sejlklub/Svendborg Museum

Sejlerne skrev kodede kærestebreve til Carl. Foto: Thurø Sejlklub/Svendborg Museum

Med gaffatape blev Optimistjollerne ombygget til smuglerfartøjer. Foto: Thurø Sejlklub/Svendborg Museum

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER


Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET