minbaad.dk
tirsdag 14. august

Flere museer satser på hele familien. Her dog i dét, der kan betegnes som den voksne afdeling på Strandingsmuseet i Thorsminde. Foto: Sara Sulkjær

Seks maritime museer til vinterferien

En gammel ubåd, strandinger langs vestkysten og Billesbølles Stormy II. Mulighederne er mange i ferien, hvor der er tid til at lade sig fascinere af de mange fortællinger.

Kort Nyt | 13-02-2018 07:52 | Af  Sara Sulkjær

Træd ind i varmen, mens vinden hyler udenfor. Med båden på land er vinterferien oplagt til historiske dyk i den maritime historie. 

Den mere end 7300 kilometer lange danske kystlinje garanterer gode røverhistorier fra ældgammel og nyere tid. Skræmmende, fascinerede og interessante historier er der nok af, når de maritime museer over hele landet holder vinteråbent. Se seks af dem herunder: 

M/S Museet for Søfart

Den danske søfartshistorie sættes i et globalt perspektiv i Helsingør, hvor interaktive installationer, filmprojektioner og spil er med til at formidle de mange fortællinger.

Selve museumsbygningen er placeret i den gamle tørdok ved Kronborg og er i sig selv et kig værd. 

Læs mere her

----------

Marstal Søfartsmuseum

30 udstillingslokaler rummer museet på Ærø. I lokalerne gemmer sig over 200 skibsmodeller, mere end 130 flaskeskibe og meget mere. 

Derudover råder museet over et antal fartøjer, som blandt andet indbefatter drivkvasen Anne Karoline, bygget til fiskeri og flere andre. Nogle af bådene kan findes på landjorden ved museumsbygningen. 

Læs mere her

----------

Strandingsmuseum St. George

Utallige skibe og besætninger har mistet livet i de strandinger, der i århundreder har ramt den jyske vestkyst. I Thorsminde rettes fokus mod det engelske flådefartøj St. George, der julemorgen i 1811 strandede ved fiskerbyen. 

Med innovation er historien gjort lyslevende for hele familien, når børnene kan stille sig på havdybets bund, og forældrene kan lade sig fascinere af kaptajnens sidste logbogsnotater. 

Læs mere her

----------

Springeren - Maritimt Oplevelsescenter

Det tidligere Aalborg Søfarts- og Marinemuseum kan byde indenfor til en bred udstilling. Tag et kig på skibsmodeller og billeder af Søværnets skibe fra 1. verdenskrig og til i dag eller lær om redningstjenesten. 

Også ubåden Springeren, der er museets helt store attraktion, er på programmet. Den sorte ubåd er blandt de sidste, der blev taget ud af drift i 1989. I sin tjenestetid sejlede den i danske farvande og Østersøen. 

Læs mere her

----------

Køge Maritime Modelbyggerlaug

Er du vild med skibsmodeller, skal du lægge vejen forbi Køge i ferien. Tirsdag og torsdag er nysgerrige velkomne til at tage et kig på udstillingen eller følge med i arbejdet på værkstedet. 

Der er gratis entré for enkeltpersoner, der blandt andet kan opleve en model af Fregatten Frides fra 1615. 

Læs mere her

----------

Danmarks Museum for Lystsejlads

Den inkarnerede lystsejler slipper næppe udenom museet i Svendborg, der er det største af sin art i Norden. Over 40 fartøjer er udstillet sammen med en række andre maritime klenodier fra den danske sejlsportshistorie. 

Se eksempelvis Svend Billesbølles 18 fod lange Stormy II, som den modige eventyrer sejlede Jorden rundt i. I februar åbner museet udelukkende dørene om tirsdagen - holder du kun ferie i uge 7, er det derfor med at sætte speederen i bund... 

Læs mere her

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER


Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET