Gå til hoved-indhold
Bådene, som vejer 30 tons og er 23 meter lange,  har en 16 mand stor besætning ombord. Foto: Dyvig BroKapsejlads
Bådene, som vejer 30 tons og er 23 meter lange, har en 16 mand stor besætning ombord. Foto: Dyvig Bro

Kongeskibet til regatta med klassiske Americas Cup-både

Søndag 25. juni finder Kongeskibet med Prins Henrik ombord vej til Dyvig, hvor 12 tidligere Americas Cup-både skal kapsejle.

Af Sara Sulkjær |

For tredje år i træk afholder Dyvig Bro i tæt samarbejde med Dyvig Bådelaug kapsejladsen ”Dyvig 12mR Regatta”.

En regatta, som i år for anden gang får fornemt besøg, når Kongeskibet lægger vejen forbi havnen. Det skyldes, at Prins Henrik, som selv har været en dedikeret sejler, har flere gode bekendte og venner blandt deltagerne. 

Reception på Kongeskibet 

I år mødes tolv af de store Americas Cup både i Dyvig, hvoraf flere af bådene allerede er ankommet. 

Selve kapsejladsen starter dog først mandag kl. 10:30. Her forventes det, at der sejles tre sejladser, hvilket ligeledes gør sig gældende for tirsdagen.  

Begge aftner sluttes af med festligt komsammen på Dyvig Badehotel, ligesom der også vil være en reception for sejlerne på Kongeskibet.

Om onsdagen sejler skibene i en Fetch Race fra Dyvig til Glückburg, hvor bådene forventes at gå igennem Christian d. 10. Bro kl 12:30. Her venter eventuelle tilskuere et utroligt flot syn, når de store både på rad og rækker passerer broen.

Taknemmelig for klubmedlemmer

Bent Larsen, der til dagligt driver havnen Dyvig Bro, glæder sig da også endnu engang over at skulle huse de smukke skibe:  

- Nu er det tredje gang, vi afholder dette event, og vi kender nu rigtig mange af sejlerne og glæder os rigtig meget til at mødes med dem alle igen. Jeg er virkelig taknemmelig over al den hjælp, som klubmedlemmerne yder. Det sjove er jo, at vi er sejlere og deler denne interesse og nyder det sammen, forklarer han i en pressemeddelelse.

Kongeskibet ses her i Odense. Foto: Jesper Larsen

content-loader
content-loader
content-loader