Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
To eller tre mand om bord er der lagt op til i Brandts nye sejlads.

Ny shorthand event i Danmark - Vegvisir – Archipelago Race

Manden bag Silverrudder, Morten Brandt, er klar med nyt event-koncept, der afvikles med Guldborgsund Kommune og hans firma SHORTHAND – Event Content Marketing.

Af Troels Lykke |

Vegvisir – Archipelago Race er en double og triplehanded event i et format som ikke er set før – mere om det senere. 

Den bliver afviklet omkring midsommer i weekenden 24.-25. juni, hvilket betyder lange dage og lyse nætter, der gør sejladsen mere sikker og garanterer for episke og delbare naturoplevelser for deltagerne og for deres familier og venner på land.

Der er ikke endelig besluttet, hvor i Guldborgsund Kommune, at start og mål kommer til at ligge, men det bliver enten i Sakskøbing eller Nykøbing Falster.

Her bliver forhold som havnekapacitet, besejlingsmuligheder og ikke mindst de lokale klubbers lyst og muligheder for at medvirke afgørende.

Se også mere her: Www.facebook.com/vegvisirrace

Alle har brug for Vegvisir

Vegvísir et islandsk magisk symbol, der hjælper til finde vej. Myten fortæller, at bæreren af dette tegn aldrig farer vild. Tvært imod vil han/hun altid komme gennem storm og dårlig vejr selv når vejen er ukendt. 

– En Vegvisir er både et kompas i bogstavelig forstand og i overført betydning. Det hjælper folk til at finde vej på havet og i livet. Derfor passer symbolet perfekt til den nye event, hvor selve sejladsen kræver ekstrem god navigation og hvor dens sideevents ”kalibrerer” folks etiske kompas. Både event og sideevents arrangeres sammen med Guldborgsund Kommune og en lokal sejlklub, fortæller Morten Brandt. 

Ekstreme krav til deltagerne

Sammenligner man Vegviser Race den med eksisterende double -og triplehandede sejladser i Danmark og i udlandet er slægtskabet til adventure sport betydeligt større.

- Eventen stiller store krav til deltagernes kompetencer, fysik og taktiske overblik. Det vil være en præstation at gennemføre. Under udviklingen af konceptet var vi forbi flere formater. Blandt andet havde vi en dogmesejlads helt uden brug af elektroniske hjælpemidler på tegnebrættet. Men i stedet for at forsøge at skrue tiden tilbage, har vi valgt at se tingene som de er. Det betyder, at vi har valgt to baneformater, der vil stille ekstreme krav til deltagernes evner til at bruge elektronikken om bord som navigatører, meteorologer, taktikere og strateger, fortæller Morten Brandt. 

Her er banerne

Groft skitseret har sejladsen to baner. En for store både og en for mindre. Der bliver én samlet start, hvorefter sejlerne skal ud på enten 150 eller 200 sømil. 

Den korte bane går fra startlinjen til chikane-sejlads i de smalle løb mellem øerne i Smålandshavet. Derfra gennem Bøgestrømmen, forbi Møns Klint og ud i Østersøen og tilbage til flere chikaner via Grønsund. 

Den lange bane har også chikaner mellem øerne i Smålandshavet efter starten. Herefter går det vest over, nord om Langeland, gennem Svendborgsund til et mærket syd for Marstal, hvorefter ruten går offshore ud i Østersøen.

Her fra tilbage mod Smålandshavet og flere chikaner inden målgang. Der bliver masser af omstillinger og gearskift, når det går fra in shore, til offshore og tilbage til in shore sejlads. 

Sejlerne skal selv vælge omsejlingsretning

– Som noget helt nyt skal sejlerne selv vælge omsejlingsretning på forskellige dele af ruten. Det betyder, at hvert team skal lave en plan før start, der tager højde for udviklingen i vind og vejr over de kommende 30-40-50 timer, fortæller Morten Brandt.

Der vil i alt være otte forskellige rutevalg pr. bane. Sejlerne kan følges fra land via trackere og der vil være et virtuelt leader board, der viser den øjeblikkelige stilling på baggrund af den udsejlede distance.

Du vil snart kunne finde al praktisk information om sejladsen og tilmelde dig på www.vegvisirrace.com

I den gode sags tjeneste 

Ud over at skabe en unik event til glæde for deltagerne er målsætningen at etablere en cross-kulturel event, der vil tiltrække sig interesse fra hele Europa og som rækker langt uden for sejlsportens sfære.

Ikke desto mindre er eventens kerne og afsæt er den udfordrende, spektakulære og digitalt delbare double- og triplehanded kapsejlads.

Denne bliver suppleret af sideevents, der sætter fokus på bæredygtighed, havmiljø, hav- og kystkvalitet og løsninger på menneskeskabte problemer som f.eks. mikroplast i havet, der omgiver os. 

– Jeg vil forsøge at medvirke til at give noget tilbage til sejlsporten og til havet som jeg elsker. Ambitionen er, at eventen bevæger sig i retning af et internationalt hav-folkemøde. Rejsen starter i år med en veldesignet event, der skal vække nysgerrighed for området og konceptet, slutter Morten Brandt. 

En Vegvisir er både et kompas i bogstavelig forstand og i overført betydning. Det hjælper folk til at finde vej på havet og i livet.

content-loader
content-loader
content-loader