Gå til hoved-indhold
I Formula 18eren kæmpede de nuværende America's Cup-konkurrenter Ashby og Spithill sammen om at komme først over stregen. Foto: Jasper van StaverenKapsejlads
I Formula 18eren kæmpede de nuværende America's Cup-konkurrenter Ashby og Spithill sammen om at komme først over stregen. Foto: Jasper van Staveren

America’s Cup-skippere sejlede sammen i Formula 18

Glenn Ashby og James Spithill konkurrerer i øjeblikket om America’s Cup-trofæet. I 2010 var de i samme båd, da Ashby lærte Spithill katamaransejlads i Formula 18, som i juli sejler VM på dansk grund.

Af Anders Liebst |

I disse America's Cup-tider er her et unikt og meget aktuelt billede, som kan ses øverst i artiklen. Det viser Glenn Ashby og James Spithill i en Formula 18 katamaran. 

Glenn Ashby, der uden tvivl er en af verdens bedste Cat-sejlere (hvis ikke den bedste af dem alle), er aktuel som skipper på førende Emirates Team New Zealand, og James Spithill, med to Americas Cup-sejre i skabet, er skipper på Oracle Team USA. 

Kan finde båd til VM

Billedet er fra Round Texel 2010, den hollandske katamaranklassiker, hvor Glenn Ashby "lærte" James Spithill at sejle katamaran. De to australiere er i dag (og måske kun i dag med) konkurrenter fra hvert sit syndikat, når de - måske - sidste sejladser i den 35. udgave af America’s Cup i aften sejles.  

Glenn Ashby blev desuden 3'er Fomula18 VM i 2015 i Kiel. 

- Vi kunne nok finde en båd til dem, hvis de ringer, siger Jan Jensen fra Vallensbæk Sejlklub, der afholder VM for Formula 18'ere på dansk grund i juli, og fortsætter: 

- ... men det er nok tvivlsomt. De trænger nok begge til lidt ferie. 

Hvem vinder?

Resultatmæssigt er dette verdensmesterskab på dansk grund noget uforudsigeligt. Græske Paschalidis/Trigkonis, der er verdensmestre i Tornado ser stærke ud, efter suverænt at have vundet Kielerwoche. 

Flere af de stærke besætninger fra oversea og Sydeuropa og ikke mindst Holland var dog ikke med til sidste uges stævne i Kiel. 

Ligeledes må det forventes, at nogle af bådene fra det stærke svenske felt vil være med i topstriden. I alt stiller 22 svenske både til start, mens argentinerne Gonzales/Heuser stiller for at forsvare eller forbedre deres sølvmedalje fra VM 2016.

De danske podiebud

Til dette VM stiller desuden 10 danske både til start. Utrættelige A-Cat-entusiast Tom Bøjland og Charlotte Engelsen træner i øjeblikket flittigt udfor Skovshoved i en Hobie Wild Cat magen til den, AC-drengene sejler på i billedet ovenfor. 

I Vallensbæk træner 5-6 både, herunder de lokale helte Jan Jensen og Penny Wyon, og fra det stærke Cat-miljø i Kaløvig kommer ligeledes et par både. 

Hvis man skal dog give et bud på de bedste danske placeringer, skal man nok kigge mod Fyn eller mod Aarhus. Fra Fyn er det brødrene Daniel og Nicolaj Bjørnholt der, netop hjemvendt fra Youth America’s Cup, forhåbentlig har rystet skuffelsen efter det tidligere exit af sig, og vil kunne gøre sig gældende. 

Daniel er verdensmester i Hobie16, og brødrene viser jævnligt potentialet i deres talent og vindervilje. I Aarhus har Magnus Dahl og Jesper Vogelius fået skudt sig ind, og er lige kommet hjem fra Kielerwoche med en frisk andenplads. 

Kaløvig-besætningen har stabilitet som kendetegn, og ligger som regel i den gode ende af feltet. Kigger vi realistisk på listen, vil det nok være en overraskelse med en dansk båd på podiet, men der er helt sikkert grund til at tro på chancen og på et par etapesejre.

Lokale hotshots

Samtidig genoptog Theis Coling og Philip Larsen fra Vallensbæk sejlkarrieren efter nogle års pause, da de sidste år hentede en raceklar båd i Finland. 

- Vi har fået trænet en del, og kan mærke resultaterne tikke ind. Vi er snart der, hvor vi stoppede for nogle år siden. Vores varetegn har altid været lynhurtige starter og første opkryds, og derefter hersker kaos, fortæller Theis Coling med et smil.

Formula 18-verdensmesterskabet sejles fra 7. til 15. juli i Vallensbæk, mens de tidligere F18-sejlere Glenn Ashby og James Spithill kæmper om America’s Cup-trofæet i aften på Bermuda.  

Se herunder de bedste danske Formula-sejlere: 

Jan Jensen og Penny Wyon har hjemmebanefordel i Vallensbæk. Foto: ALAINPhotographie971.com

Brødrene Bjørnholt har netop sejlet med i ungdommens America's Cup. Foto: Segel-bilder.com

Magnus Dahl og Jesper Vogelius var tydeligt begejstrede for deres andenplads til Kielerwoche. Foto: Anders Liebst

Theis Coling og Philip Larsen vendte sidste år tilbage til Formula 18eren. Foto: Jasper van Staveren

content-loader
content-loader
content-loader