Projektet, der er det første af sin art i verden, skal placere Vordingborg i førerfeltet, når det gælder bådudlejning mellem private.
Der ligger omkring 2000 både i Vordingborgområdet, men 98% af tiden ligger de stille. Ved at gøre det nemt og sikkert at udleje sin båd er målet at gøre Vordingborgområdet til en nøgledestination for sejlere.
Helt konkret kan bådejere nu udleje deres båd via Boatflex.com, enten til sejlads eller overnatning, og under lejeperioden vil Vordingborgs havnepersonale holde ekstra opsyn med båden og sørge for bl.a. nøgleoverlevering.
”Lystbådehavnene i Vordingborgområdet danner rammerne om et unikt sejlområde i Danmark, som nu bliver langt mere tilgængeligt gennem en bæredygtig model for båddeling. Vores ambition er at skabe de perfekte betingelser for at give flere mennesker mulighed for oplevelser på vandet og i kystområdet," fortæller Havnechef i Vordingborg Kommune Anders Arfelt.
Flere besøgende i lokalområdet
Bådejere, der vil starte forsigtigt kan nøjes med kun at udleje deres båd til overnatning.
Det åbner potentielt op for en 10.000 sovepladser i Vordingborgs Havne, der kan være besøgendes base for yderligere udforskning af lokalområdet.
”Et kæmpe plus for turismeindsatsen,” lyder det fra direktør Martin HH Bender fra SydkystDanmark:
”Vi oplever i forvejen rigtig stor interesse for vores kyster, strandene og ikke mindst vores maritime miljø, der hvert år tiltrækker mange turister. Muligheden for at tilbyde vores turister at overnatte på en båd og prøve sejlertilværelsen, skaber endnu en unik attraktion for SydkystDanmark.”
Modellen baner vejen for mere liv i de danske havne
Initiativet bakkes op af Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID), der ser samarbejdsmodellen som en mulighed for at skabe øget aktivitet og dermed ekstra omsætning i havnene.
Direktør Jesper Højenvang håber, at Vordingborgmodellen kan inspirere andre danske havne til at engagere nye målgrupper af sejlere og dermed understøtte et tiltrængt generationsskifte.
”Vi vil gerne inspirere og bane vejen til vandet, og det er positivt, når andre hjælper og gør det nemmere at komme ud at sejle. Hvis man ikke har egen båd, er ny sejler eller ønsker at sejle et andet sted, så er det oplagt, at nogen organiserer det og skaber en model, hvor flere får gavn af bådene. Ved at aktivere flere både, vil det alt andet lige være med til at skabe liv og omsætning i havnene”, siger Jesper Højenvang.