Nyudviklet højtryks-spulebåd sejler 33 knob med fuld last
I kølvandet på Tuco Marines leveringer af ProZero-fartøjer til mandskabstransport og andre arbejdsbåde følger nu leveringen af en 15 meter lang højtryks-spulebåd til norske AKVA Group.
Af Sara Sulkjær |
Den 15 meter lange arbejdsbåd er designet for at imødekomme de mange opfordringer til danske Tuco Marine om at udvide ProZero-serien af arbejdsbåde med dedikerede akvakultur-fartøjer.
Tuco Marine tog med glæde imod disse opfordringer, og holdet af ingeniører har samarbejdet med en mængde ledende eksperter på området for akvakultur for at udvikle en båd, der nøje passer til industriens krav.
To indenbordsmotorer
Båden er bygget af kompositmaterialer. Dette reducerer fartøjets vægt og sikrer lav vedligeholdelse og overlegen styrke.
Takket være den lave vægt og de to indenbords dieselmotorer, der er forbundet med det innovative Volvo Penta IPS drev med fremadvendte, dobbelte modroterende propeller, kan fartøjet fuldt lastet opnå en fart på over 33 knob.
Foreningen af lav vægt og effektiv fremdrift resulterer i kontrol og manøvredygtighed, brændstoføkonomi og minimal miljøbelastning.
- Vi er henrykte over at kunne levere dette fantastiske fartøj og igen demonstrere, at vores ProZero-koncept er et fortrinligt værktøj for skibsejere, der søger topydelse, pålidelighed og gode forhold for besætningen om bord, forklarer Jonas Pedersen, direktør hos Tuco Marine, i en pressemeddelelse.
Stabile sejlegenskaber i hård sø
Båden er solgt til norske AKVA Group i samarbejde med Tucos lokale partner på akvakulturmarkedet, Arild Friestad fra Boat and Barge AS, der i årtier har været en anerkendt leverandør til industrien.
Skroget på denne specifikke ProZero-model har specielle detaljer og forstærkninger, der gør båden ideel til arbejdet med akvakultur. ProZero-skroget sørger desuden for stabile sejlegenskaber – selv i meget hård sø.
Interesserede vil kunne besøge Tuco Marine ved Boat and Barges stand ved Aqua Nor 2017 i Trondheim fra d. 15. – 18. august, Hal E, stand E-436.
Se flere billeder af den nye højtryks-spulebåd herunder: