minbaad.dk
tirsdag 11. december

Op mod 34 J/70'ere kan ses på vandet ud for Skovshoved Havn i den kommende weekend. Foto: Dan Ljungsvik.

KDY vært ved rekord stort J/70 DM

34 J/70'ere stiller op ved Danmarks største sportsbåd DM ud for Skovshoved Havn. Danske, norske og svenske besætninger finder vej til KDY.

Kapsejlads | 03-10-2018 12:40 | Af  Maria Ravn Jürgensen

Efter konstant fremgang for klassen i Danmark de senere år, med stor aktivitet ved både J/70 fleet race stævner og Sejlsportsligaen, afholder J/70 klassen sit første officielle Danmarksmesterskab, godkendt af Dansk Sejlunion, den 6.-7. oktober.

Stærkt felt fra hele norden

Det bliver med et rekord stort felt på 34 tilmeldte både, heraf en norsk og otte svenske både. Samtidig er det et meget stærkt felt, hvor der forventes hård kamp om at blive den første J/70 Danmarksmester 2018. Samtidig lægger KDY som arrangør op til et hyggeligt stævne med mole-øl, samt den velkendte J/70 sejlermiddag lørdag aften.

Intense sejler

Vejrudsigten melder lige nu 8-10 m/s fra en nordlig retning, og der forventes 10 meget intensive sejladser, afviklet med op til fem hver dag.

Med 34 både på startlinjen har baneleder Peter Lübeck valgt en target-time på 40-45 minutter per sejlads, hvor man laver et længere 1. kryds for at sprede feltet lidt, og bundgaten kommer til at ligge lidt oppe ad banen og dermed et kortere andet kryds, hvorefter bådene går i mål med genakkerne på en længere løber.

Mange danskere kan være med i toppen

Kigger man på deltagerlisten, dukker mange kendte danske sejlernavne op.

Den professionelle sejler, Sten Mohr fra KDY, var taktiker på den vindende båd ved årets første Grundig Sailing Cup stævne i Horsens, og siden vandt han J/80 DM i suveræn stil. Sten går ganske sikkert efter at vinde denne 'double'.

Den tidligere OL-sejler Sarah Gunni Schierup fra KDY vandt årets andet Grundig Sailing Cup stævne ud for Rungsted Havn i juni måned.

Horsens sejlere, Jacob Nikolajsen var skipper på det danske hold som for knap to uger siden vandt Grundig Sailing Cup Nordic Finals på den norske Bjergsø Bygdin, ligesom besætningen har været med fremme i både J/70 og Sejlsportsligaen.

En anden tidligere OL-sejler er Jonas Høgh-Christensen. KDY-sejleren sejler sit første større fleetrace stævne i J/70 sammen med en erfaren match race besætning, og mon ikke de vil gøre alt for at være med helt fremme ved DM'et.

René Villefrance fra Snekkersten Skotterup Sejlklub har vundet mange VM, nationale og internationale mesterskaber, senest DM i J/80 i 2017. Han stiller dog op med en ung, blandet besætning for at have det sjovt og lærerigt.

Kigger vi på de udenlandske sejlere, så kommer Oscar Lundquist fra KSSS i Sverige, der vandt en knusende sejr ved Nordisk Mesterskab i Sandhamn, og fra KNS i Norge kommer den erfarne Express og J/70 sejler Terje Wang, som tidligere har vundet VM, Yngling, EM Soling og i alt har vundet 11 Norges Mesterskaber.

Kamp mellem landene

Men mange af de andre danske og svenske sejlere kan sagtens matche ovennævnte sejlere, og det bliver spændende, dels at se styrkeforholdet mellem de danske og udenlandske sejlere, dels at se hvilke danske besætninger der skal have hængt DM-medaljerne om halsen.

Stævnets nummer 1, 2, 3 vinder Grundig Sailing Cup præmierne, ligesom KDY vil præmiere den bedste U23 besætning.

- Danmarksmesterskabs medaljerne kan jf. Danmarksmesterskabs reglerne vindes af den bedst placerede besætning, som er medlem af en dansk sejlklub, og medlemskabet skal dokumenteres ved registreringen til stævnet, fortæller stævneleder Dan Ibsen fra KDY og fortsætter

- Dette er indskærpet af Dansk Sejlunion efter, at en svensk besætning meldte sig ind i en dansk sejlklub under et andet af årets DM'er, og dermed vandt DM-guldet, hvilket affødte en del debat, fortæller han.

Resultater under stævnet kan findes her.

Der bliver kamp på startlinjen når starten går lørdag den 6. oktober. Foto: Dan Ljungsvik.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET