Gå til hoved-indhold
48 af de 54 tilmeldte var mødt op til One Star Challenge i Køge. Foto: Andreas Igel / One Star ChallengeKapsejlads
48 af de 54 tilmeldte var mødt op til One Star Challenge i Køge. Foto: Andreas Igel / One Star Challenge

Grundstødning kostede dyrt for Jan Møller - lillebror var først i One Star Challenge

Halvanden time endte Sven Møller med at tage på sin storebror, der med sine 1,70 meter gik på grund ved Flæskegrunden. Den sidste sejler nåede i mål 19 minutter før tidsgrænsen.

Af Sara Sulkjær |

Lørdag kl. 19.47 krydsede Sven Møller som den første i One Star Challenge mållinjen ud for Køge. Først da viseren passerede 21.15 fulgte storebror Jan Møller efter i sin Aphrodite 101. 

Dermed kunne lillebror løfte armene i vejret - ikke blot som den samlede vinder af mediumklassen, men også som den hurtigste i den interne familiedyst: 

- Vindbetingelserne taget i betragtning, så synes jeg egentlig, at han har sejlet hurtigt. Med en tid på omkring 34 timer har han i gennemsnit sejlet tre knob, fortæller arrangør Per Dragelund, der tog imod Møller i Køge. 

Lillebror udnyttede sænkekøl

Ved udsejlingen af Grønsund lå Jan Møller ellers i front - lige indtil han ved Flæskegrunden forsøgte at forkorte sejladsen ved at skære et hjørne.

Det viste sig at være en dårlig idé i Aphrodite 101’eren, der med en dybgang på 1,70 gik på grund. 

Imens kunne Sven Møller sejle forbi sin storebror i sin Seascape 27, der med sænkekøl uden problemer kunne skære hjørnet. 

- De sad heldigvis og hyggede sig over en burger og en øl efter sejladsen. De er på igen næste år, fortæller Dragelund til minbaad.dk.

Nervøs sejler nåede mållinjen

I alt nåede 12 af de 48 startende både rundt om Møn - den sidste, Eric Lundquist i en Etap 21i - blot 19 minutter inden sejladsen blev skudt af kl. 12.00.

- Vi sendte en RIB ud til ham for at give ham lidt godt humør. Der var han vældig nervøs og bange for, at han ikke kunne nå det. Det var bare så super, super fedt at se, at han kom rundt, forklarer en begejstret Per Dragelund. 

Sammen med medarrangør Morten Thomsen kunne han efterfølgende overrække Special-prisen til sejleren, der om nogen beviste vedholdenhed i de omkring 50 timer, han var på vandet.  

Ikke en del af en forretning

En vedholdenhed, der også har imponeret de mange sejlere, der måtte udgå i den svage vind. Flere har efterfølgende ærgret sig over at have trukket sig inden tid, og drømmer nu om at fuldføre næste år. 

- Jeg tror, vi kommer til at gense langt størstedelen af bådene. Sejlerne har kommet med meget ros efterfølgende og flere fortæller, at de ikke føler sig som en del af en forretning, men som en del af noget, frivillige og ildsjæle står bag. Det er vi utroligt glade for, understreger Per Dragelund. 

Det er allerede nu muligt at skrive næste års One Star Challenge i kalenderen, der skydes i gang den 31. maj 2019. 

Se de samlede resultater fra One Star Challenge her

content-loader
content-loader
content-loader