minbaad.dk
tirsdag 14. august

Sejlere fra både Polen, Sverige, Tyskland og naturligvis Danmark finder i år vej til sejladsen. Her foto fra 2017-udgaven i let vind. Foto: One Star Challenge / Andreas Igel

Familiedyst i One Star Challenge: Jordomsejler Jan Møller vil slå sin bror

Fredag starter solosejladsen rundt om Møn, hvor dobbelt så mange både er på vandet som i fjor. Også den kendte solo-jordomsejler Jan Møller og broderen Sven Møller har meldt deres ankomst.

Kapsejlads | 31-05-2018 12:26 | Af  Sara Sulkjær

54 både er på startlinjen, når den første sejlads fredag kl. 9.00 skydes i gang i One Star Challenge. Blandt dem er også den kendte sejler Jan Møller i sin Aphrodite 101. En yderst erfaren sejler, der håber at slå broren Sven Møller:  

- På trods af bådenes forskellighed kommer der til at stå en kærlig, men konstant kappestrid mellem dem. Det bliver super sjovt at se, fortæller løbsleder og én af to initiativtagere bag sejladsen, Per Dragelund.

Særligt vindretningen kan blive afgørende for udfaldet af brødrenes familiedyst. Mens Jan Møller satser på kryds i sin 10 meter lange båd, foretrækker Sven Møller i sin Seascape 27 i stedet halvvindssejlads. 

Hvad vil jordomsejler i One Star Challenge?

At den erfarne jordomsejler med titusindvis af sømil under kølen skulle sætte kurs mod One Star Challenge var på ingen måde noget, arrangørerne havde forventet. 

Da tilmeldingen tikkede ind, måtte både Per Dragelund og Morten Thomsen derfor spærre øjnene op:  

- Vi havde svært ved at fordøje det, for hvad vil en mand, der har sejlet 50.000 sømil Jorden rundt i One Star Challenge?, funderer Dragelund. 

Alligevel er det ikke erfaringen fra en jordomsejling, der er afgørende, når 106 sømil skal tilbagelægges fra Køge rundt om Møn. I stedet er det Seascape 24-sejler Per Cederberg, der sidste år vandt solosejladsen Silverrudder, vinderpilen peger imod: 

- Forventninger til ham er høje, selvom det er hans første One Star Challenge. I den vind, der venter deltagerne med 5-8 sekundmeter fra øst/nordøst, og med Pers fantastiske evner, er han vores personlige favorit, fortæller Per Dragelund til minbaad.dk. 

Flere både i mål

Cederberg er langt fra den eneste, der har skrevet sit navn på deltagerlisten for første gang. Hele 26 flere både har meldt deres ankomst i år - fem af dem som en direkte følge af sejladsens nye rute, der giver de større kølbåde mulighed for at sejle med. 

Særligt en Banner 41 og en X37 tiltrækker sig inden starten opmærksomhed på Big Boat-ruten. Det er to både, der sandsynligvis kommer til at kæmpe en hård og ligelig kamp om førstepladsen i den fine vind. 

En vind, der bringer forhåbninger om flere fuldtførte sejlere med sig. Sidste år nåede kun fem både i mål - og ingen indenfor tidsgrænsen, der derfor i år er rykket til søndag kl. 12.00. 

Se om sejlerne når rundt på Keep Sailing, hvor ikke kun bådenes position og fart kan følges, men hvor deltagerne også selv kan uploade billeder og videoer. 

Jan Møller ses her i sin Aprodite 101. Foto: Troels Lykke

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER


Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET